Anonymitet og tavshedspligt på Livslinien
Anonymitet
Livslinien værner om anonymiteten hos de mennesker, der henvender sig til vores rådgivning. Vi har ikke nummerviser, vi kan ikke se IP adresse, og vi registrerer ikke dine personlige oplysninger. På vores chatrådgivning bruger vi software fra basechat.com, som er særligt udviklet til at sikre anonymitet. Der er dog situationer, hvor vi bliver nødt til at sætte andre hensyn højere.
Hvis vi på rådgivningen vurderer, at dine selvmordstanker er så alvorlige, at du ikke bør være alene eller allerede har skadet dig selv, vil vi tilbyde dig at forsøge at få sendt hjælp ud til dig. I sådanne situationer vil vi bede dig om dit navn og din adresse. Vi vil altid tilstræbe at informere dig om, hvorfor vi spørger til disse oplysninger, og hvad vi skal bruge dem til.
Tavshedspligt
Alle medarbejdere og rådgivere på Livslinien er underlagt tavshedspligt. Kun i de tilfælde, hvor vi er bekymrede for, om et menneskeliv er i fare, eller et barns trivsel eller situation er alvorligt truet, tilsidesættes tavshedspligten.