Psykolog og forsker Sophie Merrild Juul: “Min tid som frivillig på Livslinien har givet mig redskaber til at tale om selvmordstanker med mine patienter”

Sophie Juul er ph.d. og postdoc-forsker på Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Region Hovedstadens Psykiatri og Copenhagen Trial Unit på Rigshospitalet. Derudover er hun er medforfatter på den populærvidenskabelig bog ’Kort og godt om Mentalisering. Under sin uddannelse var hun frivillig rådgiver på Livslinien, og de mange timers samtale er blevet til erfaringer, som hun bruger professionelt, når hun interviewer patienter i forbindelse med forskningen.

“Jeg husker min tid som frivillig på Livslinien som noget helt særligt. Det var som om, vi var på en fælles mission, os der var på vagt sammen”.

Sådan siger Sophie Merrild Juul, da hun bliver spurgt til, hvad hun husker bedst fra sin tid på Livslinien. Hun husker også de tunge og svære samtaler med de mennesker, der henvender sig til Livslinien, fordi de har det så psykisk dårligt, at de har svært ved at se andre udveje end selvmord. 

Men det er ikke kun dem, der har brændt sig fast i hukommelsen. 

Det er også den helt særlige stemning, der findes, når man i fællesskab hjælper mennesker i livskrise. Når hun husker tilbage og fortæller om sin tid som frivillig rådgiver hos Livslinien, breder der sig et varmt smil hen over hendes ansigt:

“Jeg synes, at der var noget helt særligt ved aftenvagterne på telefonrådgivningen. I de mørkere måneder sad vi midt i København til sent om aftenen og så vinduerne i bygningen overfor blive mørke ét efter ét. Mens folk begyndte at gå i seng, sad jeg med mine kollegaer en onsdag aften og hjalp mennesker, der havde brug for at tale med nogen. Det kan lyde paradoksalt, men jeg husker det som nogle gode stunder. De var meget meningsfulde”, siger hun.

Sophie bliver interviewet på sit kontor på Psykoterapeutisk Center Stolpegård, hvor hun arbejder som postdoc-forsker. Det lille kontor med de fyldte bogreoler deler hun med to kollegaer. Sammen forsker de i effekten af psykoterapi. På væggen ude på gangen, hænger der plakater med resultater og data fra forskningen:  “Det er så patienterne kan følge med i, hvad vi laver, og hvordan de selv er med til at bidrage til ny forskning”, fortæller hun, mens hun peger på den blanke plakat. 

I dag skal Sophie hverken tale om sin forskning, mentalisering eller personlighedsforstyrrelser. Hun skal fortælle, hvordan dét at arbejde med selvmordsforebyggelse på Livslinien er kommet hende til gavn gennem hendes karriere. 

Evnen til at være i den svære samtale

Hun startede som frivillig, mens hun studerede psykologi - lige før bacheloropgaven.

I lidt over to år bruger hun noget af sin fritid ved siden af studierne på at hjælpe mennesker i livskrise og har som en af få rådgivere været både chat-, mail- og telefonrådgiver på Livslinien.

Sophie blev først og fremmest frivillig, fordi hun havde et ønske om at hjælpe mennesker med at få perspektiv på livet og få dem til at se andre udveje end selvmord. Samtidig var det også en mulighed for at få praktiske erfaringer med at tale med mennesker om emner, som kan være svært for de fleste at være i - også for hende selv, husker hun:

“Før jeg meldte mig som frivillige, tænkte jeg: “hvad er det sværeste, man kan opleve i psykiatrien? Det må være mødet med mennesker, der er så forpinte, at de har lyst til at tage livet af sig selv”. Jeg ville gerne lære, hvordan man mest hensigtsmæssigt taler med mennesker, så man kan hjælpe dem væk fra deres tanker om selvmord.”

Sophie drømmer på dette tidspunkt om at arbejde inden for psykiatri eller som klinisk psykolog, så hun kan hjælpe dem, der har det svært. Her vil hun utvivlsomt vil møde mennesker med forskellige psykiske udfordringer. Derfor er det vigtigt for hende at få indblik i og praktisk erfaring med de svære samtaler, inden hun skal starte sin kliniske karriere.

I dag ligger de mange timers samtaler på Livslinien via chat, mail og telefon på rygraden:

“Jeg arbejder i dag med personlighedsforstyrrelser, både klinisk og forskningsmæssigt, og er aldrig tilbageholdende med at spørge ind til selvmordstanker. Jeg kan spørge ind til disse tanker, ligesom jeg spørger ind til alt muligt andet, og det kan være med til at afdramatisere situationen. Jeg tænker, at det smitter af på patienten, når psykologen godt tør være i samtalen og ikke bare skynder sig at skifte emne, fordi det føles ubehageligt at tale om selvmordstanker”, siger hun.

Risikovurdering gennem samtalen

På Livslinien får de frivillige en grundig uddannelse i den selvmordsforebyggende samtale, inden de skal skrive eller tale med mennesker, som henvender sig med tanker om selvmord. Uddannelsen består af fem moduler fordelt over en måned. her bliver de frivillige blandt andet lært op i at risikovurdere, hvor selvmordstruet et menneske er, ud fra de oplysninger som han eller hun fortæller.

Risikovurdering er i dag en implementeret del af Sophies bevidsthed, når hun spørger ind til patienternes mentale helbred og selvmordstanker, fortæller hun:

”Der er forskel på at have selvmordstanker og være akut selvmordstruet. Vi skal ikke gå i panik og glemme at lytte, fordi et menneske har haft tanker om selvmord. Selvom det selvfølgelig er voldsomt. Vi skal huske at tage en dyb indånding og i stedet spørge mere ind til tankerne for at finde ud af, hvor konkrete de er.”

Ligesom de terapeutiske samtaler i psykiatrien forløber mange mailkorrespondancer, chat- og telefonsamtaler på Livslinien oftest stille og roligt.

De fleste mennesker, som henvender sig, har oplevet at selvmordstankerne kommer snigende i takt med, at de har fået det psykisk værre og værre. Dermed er det ikke ensbetydende med, at de har tænkt på at føre tankerne ud i livet.

Ofte er folk bange for at gøre deres nærmeste kede af det, eller de skammer sig og vil ikke være til belastning for familie og venner. Det kan derfor være nemmere for dem at tale eller skrive med en anonym rådgiver, som ikke kender hele baggrundshistorien, og nødvendigvis heller ikke behøver kende den for at lytte og hjælpe.

Men der kommer også henvendelser fra mennesker, der har det så dårligt, at de har konkrete planer om at tage deres eget liv, og hvor samtalen med den frivillige på Livslinien kan blive deres sidste redning. I de situationer, er der en helt klar procedure for rådgiverens ageren. Sådanne samtaler har Sophie også oplevet i sin tid som frivillig. Derfor ved hun, hvordan hun skal forholde sig, når lignende situationer opstår i forbindelse med sit arbejde:

“Hvis en patient er akut selvmordstruet, føler jeg mig godt rustet til at håndtere situationen og hjælpe patienten med at få den rette hjælp, eksempelvis på en psykiatrisk skadestue, på en god og rolig måde. Det handler om ikke at gå i panik. Man skal holde hovedet koldt og følge en procedure. Det er jeg blevet trænet i som frivillig på Livslinien”, fortæller hun.

Selvmordsproblematikken er kæphest i forskningen

Udover Psykoterapeutisk Center Stolpegård arbejder Sophie som forsker på Copenhagen Trial Unit, som er en forskningsenhed for klinisk interventionsforskning på Rigshospitalet, hvor de blandt andet forsker i forbedring og optimering af forskningsmetoder.

Her er der ingen patienter tilknyttet direkte, men forskningen skal på sigt komme blandt andet psykiatriske patienter til gode.

I denne type forskning er Sophie meget optaget af, at ‘selvmordsforsøg’, ‘selvmord’ og ’selvskade’ bliver implementeret som centrale effektmål i psykiatrisk forskning. Det er vigtigt, når forskerne vurderer, om en behandling har virket på patienterne, at de også måler på, om den reducerer selvmord, selvmordsforsøg og selvskade, fortæller hun:

“Det er en af mine helt store kæpheste i mit arbejde som forsker. De fleste i sektoren kan blive enige om, at det er en god idé at inkludere selvmord, selvmordsforsøg og selvskade som effektmål i psykiatrisk forskning, men det bliver desværre ikke altid gjort. Der er alt for lidt data på det her område. Jeg tror, at det skyldes en kombination af flere ting. Først og fremmest fordi, at mange der arbejder med psykoterapiforskning måske tænker, at der ikke findes negative effekter ved psykoterapi, og derfor bliver de heller ikke undersøgt. For det andet, fordi sådanne forsøg ville kræve rigtigt mange deltagere, og det er dyrt.  Men jeg håber, at vi snart får det ændret, for det er vigtig viden at få, når man forsker i effekten af psykoterapi- også i forhold til selvmordsforebyggelse”.

Frivillig igen sammen med ægtemanden

Det er efterhånden 6 år siden, at Sophie var frivillig på Livslinien, men selvmordsproblematikken fylder øjensynligt både i hendes bevidsthed og i forbindelse med hendes arbejde.

Hun husker tilbage på Livslinien som et sted med et fagligt og kompetent fællesskab, en masse vidensdeling samt en helt speciel stemning og ånd. Derfor er hun heller ikke afvisende for at komme tilbage som frivillig en dag, når arbejde og små børn fylder mindre i hverdagen.

“Jeg tænker ofte på, at hvis Livslinien stadig eksisterer, når jeg er senere i livet, så kunne jeg godt tænke mig at blive frivillig igen. Jeg kan huske, at der var nogle pensionerede sygeplejersker på mit hold af frivillige. Det var deres måde at holde deres faglighed inden for omsorgsfaget ved lige - det kunne jeg også godt forestille mig at have lyst til. Min mand og jeg taler også nogle gange om, at vi kan være frivillige sammen, når vi går på pension. Han er dygtig til at tale med mennesker. Han holder selvfølgelig fast i, at sådan noget skal man være kvalificeret til. Men det kan vi godt nå at få bragt i orden, inden vi går på pension”, fortæller Sophie Merrild Juul.

Livslinien har altid brug for flere frivillige rådgivere som Sophie Merrild Juul.

Du kan læse mere om at være frivillig rådgiver på Livslinien og ansøge hér.