Psykolog på krisecenter Cecilie Fabricius: “At tale et menneske ind i livet igen, slår mig som det mest meningsfulde”

Krisecentret, hvor psykolog Cecilie Fabricius arbejder, ligger i en rød murstensbygning, der ikke gør meget væsen af sig. Bygningen er omkredset af asfalt, og på bagsiden af bygningen er der indrettet en simpel legeplads med hvidmalede streger på asfalten, der markerer en trafikbane, børn kan cykle på, og et fodboldmål af galvaniseret stål. På en sortmalet karport hænger en basketkurv og venter på, at et barn vil fordrive tiden med at forsøge at få en orange bold til at ramme dens net.

Indgangen til krisecentret er på siden af den røde murstensbygning. Glasdøren og de store ruder ved indgangspartiet er blændet, så uvedkommende ikke kan kigge ind.

Cecilie Fabricius åbner smilende døren, og man mærker straks hjertevarmen, som står i skærende kontrast til bygningens anonyme og utilgængelige ydre.

Hun byder indenfor i et lille aflangt kontor med to store bløde lænestole midt i rummet I endevæggen findes et vindue, så man kan kigge ud på basketkurven og fodboldmålet. Og vel til tider børn, der leger.

I den anden ende af lokalet findes et klassisk lyst træfarvet hæve-sænke-skrivebord.  Blandt papirdokumenter og personlige ejendele på bordet ligger Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsens nye bog, der bærer titlen “En Forudsigelig Forbrydelse - Kvindedrab i Danmark”.

“Jeg ser frem til at høre deres bidrag til debatten. Jeg har ikke læst bogen færdig endnu, men jeg synes, at det er på tide, at vi får en national handlingsplan for forebyggelse af partnerdrab. Tallet har ligget stabilt på 10 - 12 dræbte kvinder om året i 30 år”, siger hun, og fortæller, at hun også har en aktivistisk side og blandt andet skriver politiske indlæg og indspark til debatten i forhold til vold mod kvinder.

Der er også et andet tal, der har ligget stabilt i alt for mange år - det årlige antal af selvmord blandt danskerne.

I tyve år har der i gennemsnit været knap to mennesker om dagen, som vælger livet fra, fordi de er så forpinte, at selvmord på det tidspunkt føltes som den eneste udvej. Det svarer til 600 mennesker om året, hvilket er tre gange så mange, som årligt dør i trafikken. Ydermere estimeres det, at der hvert år er hen ved 10.000 selvmordsforsøg.

På Livslinien gør de frivillige rådgivere hver dag et stort stykke arbejde for at nedbringe de tal. Men der kommer langt flere henvendelser fra mennesker, der har selvmordstanker eller planer end selvmord, på telefon, chat og mail, end der er rådgivere til at besvare dem.

For knap fem år siden var Cecilie en af de mange frivillige, der lytter til mennesker i livskrise, og hjælper dem med i at få perspektiv på tilværelsen.

Fra 2011 og syv år frem rådgav hun selvmordstruede mennesker over telefonen. Dengang læste hun en bachelor i retorik, og senere færdiggjorde hun psykologiuddannelsen på Københavns Universitet.

Syv år er længere end gennemsnitstiden for, hvor længe en rådgiver er på Livslinien. De fleste er der i to-tre år, men flere er der i mange år, og nogle har været frivillig i næsten tyve år.

Cecilie var frivillig rådgiver så længe, fordi hun synes, arbejdet er vigtigt og på grund af den helt særlige stemning, hun oplevede blandt de frivillige:

“Jeg ville gerne bidrage til at løfte den vigtige samfundsopgave, som jeg synes det er at hjælpe mennesker, som har selvmordstanker. Det betød også meget for mig, at rådgiverne er frivillige. Det skaber en rigtig god energi og helt speciel ånd. Der er ikke nogen, der SKAL være der - og det kan man mærke på kollegaernes motivation”, fortæller Cecilie.

Samtalen om selvmord er lettere, når man er anonym

Cecilie var telefonrådgiver og havde samtaler i Livsliniens telefonrum, med store glasruder, så rådgiverne kan se hinanden og træde til, hvis der er brug for sparring eller hjælp under en samtale.

De frivillige rådgivere er anonyme, når de chatter, skriver mails eller taler i telefon med mennesker, der er i en alvorlig livskrise, og har brug for at tale med nogen.

Det samme er brugeren, altså den, som henvender sig til Livslinien.

Det kan føles lettere at dele sårbare ting og lade samtalen flyde frit, når to personer ikke kender hinandens identitet:

“Jeg oplevede, at anonymiteten for begge parter var et frirum. Brugeren kan sige ting til rådgiveren, som kan være enormt svært at sige til sin omgangskreds. Der er nemlig ikke noget på spil ved at fortælle det til en anonym rådgiver, og det oplevede jeg som meget befriende for dem, der kontakter Livslinien. Jeg var jo bare en stemme i den anden ende”, siger Cecilie.

På krisecentret er hverken hun eller kvinderne anonyme.

De mange år på Livslinien har givet Cecilie redskaber til den gode samtale om selvmordstanker, som nu ligger på rygraden og kommer til udtryk i den måde, hun møder og taler med kvinderne, der kommer til krisecentret for at få hjælp til at komme væk fra et forhold med fysisk eller psykisk vold.

Alligevel oplevede hun det som en smule grænseoverskridende, første gang hun skulle åbne samtalen om det sårbare og ikke mindst tabubelagte emne ansigt til ansigt:

“Jeg kan ikke huske indholdet af den allerførste samtale på Livslinien, men jeg mindes følelsen af, at det var svært at spørge direkte ind til selvmord og selvmordstanker. Det er den følelse, jeg følte igen, da jeg skulle sidde overfor en kvinde fysisk og spørge, om hun har tanker om tage livet af sig selv”, siger Cecilie“

Hun mærkede pludselig tabuiseringen omkring selvmord på egen krop, og skulle tage en dyb indånding og sørge for at holde øjenkontakten med kvinden, der også reagerede stærkt på at blive spurgt ind til at selvmordstankerne, men godt kunne forstå, at spørgsmålene kom fra et omsorgsfuldt sted.

Siden er spørgsmålene blevet lettere at stille, og Cecilie oplever heller ikke længere at være berøringsangst ved at åbne samtalen om selvmord under en psykologsamtale.

Risikovurdering er en del af rutinen

Mennesker kan udvikle PTSD-symptomer, når de lever mange år i et voldeligt forhold, og de symptomer kan give anledning til selvmordstanker. Det er vigtigt at holde sig for øje, når man arbejder med kvinder på et krisecenter, som har været udsat for traumatiske hændelser, fortæller Cecilie:

“Min erfaring fra Livslinien har givet mig en større bevidsthed om, at vi skal tage det alvorligt, hvis en voldsramt kvinde udtrykker ønske om at dø. Der er mange der tror, at desto mere et menneske taler om at begå selvmord - desto mindre fører personen det ud i livet. Jeg ved fra Livslinien, at det er en af de allermest udbredte myter om selvmordstanker og selvmord - man skal tage alle selvmordstrusler alvorligt”.

Cecilie har oplevet helt konkrete situationer i forbindelse med sit arbejde, hvor hun har gjort brug af sin erfaring med at risikovurdere.

Hun fortæller om en kvinde, der boede på krisecentret, som udtrykte selvmordstanker til en medarbejder en weekendaften, hvor hun selv havde fri. Da krisecentret ikke har nogen drejebog for, hvad de skal gøre, når en beboer eller ambulant klient har selvmordstanker, ringer den urolige kollega derfor til Cecilie.

Hun får den ulykkelige og fortvivlede kvinde i røret:

“Jeg spørger ind til, hvordan hun har det og hendes tanker og vurderer, at hun er selvmordstruet, men ikke i en sådan grad, at vi bliver nødt til at ringe 112. Jeg ved fra Livslinien, at det er selvmordsforebyggende at fjerne metoden. Min kollega og jeg aftalte derfor med kvinden, at vi fjernede metoden fra hendes værelse, så hun ikke kunne gøre alvor af sine tanker. Her var jeg glad for, at jeg havde konkret viden, jeg kunne gøre brug af”.

Risikovurdering sidder i baghovedet på Cecilie, hver gang en kvinde bliver indlogeret på krisecentret og skal i terapi hos hende. De kvinder hun møder er midt i en uoverskuelig og akut krise. De har lige forladt et voldeligt hjem og har måske børn med sig, som er blevet revet ud af deres vante rammer. Hun er derfor altid opmærksom på kvindernes mentale tilstand løbende under opholdet, da det at bryde ud af et voldeligt forhold er meget psykisk belastende.

Bruger de sætninger som “det vil være nemmere, hvis jeg ikke er her mere”, kan det være en implicit måde at udtrykke selvmordstanker. Cecilie oplever, at det især er tabubelagt for mødrene på krisecentret at fortælle om selvmordstanker:

“Det kan være meget skamfuldt for dem. Der er en ekstra dimension i det, når de har børn. De tillader endnu mindre for sig selv at åbne op og tale om det, men det ændrer jo ikke på, at tankerne er der. Derfor skal vi spørge ind til det på en god og ordentlig måde”.

Selvom det er vigtigt at spørge ind til selvmordstanker, understreger Cecilie, at hun kun spørger ind til selvmordstanker, hvis hun vurderer, at det er relevant.

Tunge men meningsfulde samtaler er blevet til rørende minder

Cecilie husker tilbage på de mange samtaler på Livslinien som vigtige og meningsfulde - både for hende og mennesket i den anden ende, som har henvendt sig til Livslinien, fordi mørke tanker og følelsesmæssig smerte er blevet så svært at rumme, at selvmord føles som den eneste udvej. Men der er altid en anden løsning.

En udefrakommende stemme, der fortæller, at der er håb, kan være et lille skridt imod bedring og troen på, at livet kan blive bedre.

For Cecilie har det haft stor betydning at være med til at gøre den lille forskel for et andet medmenneske:

“Det at forsøge at tale et menneske ind i livet igen, slår mig som noget af det mest meningsfulde. Jeg husker, at ensomhed var et emne, der ofte kom frem  i samtalerne. De mennesker, jeg talte med, følte ensomhed på en eller anden måde og havde brug for at tale med nogen. Når samtalen var slut, havde jeg ofte en fornemmelse af, at mennesket for en stund følte sig lidt mindre alene i verden på grund af en lille forbundethed med mig. Jeg håber, at samtalerne har forplantet sig til andre sammenhænge i deres liv og givet dem tro på, at der er andre mennesker, der vil dem det godt, selvom livet har vist noget andet hidtil”.

Cecilie husker særligt en samtale med en ung kvinde, som havde havde et meget lavt selvværd og samtidig følte sig utroligt ensom.

Samtalen med den unge kvinde var ikke let. Uanset, hvad Cecilie sagde til hende, så havde hun et modsvar, der havde til formål at bevise, at hun ikke kunne sætte sig i hendes sted og forstå, hvor svært hun havde det.

Cecilie følte ikke, at hun kunne føre en konstruktiv samtale med den unge kvinde, og blev i stedet stille i telefonen og svarede kun med anerkendende ‘mmh’, når den unge kvinde fortalte om sine følelser og tanker om sig selv. Til sidst spurgte Cecilie om tilladelse til at fortælle, hvilket indtryk hun havde fået af hende gennem deres samtale, så hun kunne vende kvindens historie til en positiv fortælling - et greb hun havde lært gennem sin tid på Livslinien:

“Jeg sagde til hende: Det lyder som om, at du er ensom, og at du har brug for nogen at snakke med, og at du savner at have nogle mennesker omkring dig. Jeg får indtryk af, at du er en sårbar pige, som i virkeligheden drømmer om at få et knus, og at du har masser at byde på”. Hun brød fuldstændig sammen. Hun oplevede, at jeg så en masse potentiale i hende, som hun selv havde svært ved at finde frem. Det rørte hende rigtig meget”.

Cecilie husker især samtalen med den unge kvinde, fordi det følelsesmæssige gennembrud og forandringen også ramte hende på et personligt plan:

“Det var det der ægte møde med et menneske, man slet ikke kender, og måske aldrig kommer til at tale med igen, som gjorde det meget rørende og betydningsfuldt for mig. Jeg kan virkelig anbefale, at være rådgiver på Livslinien”, afslutter hun.

Årsagerne til, hvorfor nogle mennesker får selvmordstanker eller forsøger selvmord er mange og komplekse.

I dag kan Livsliniens frivillige rådgivere kun nå at besvare knap halvdelen af de henvendelser, der kommer fra mennesker, som har brug for at tale med nogen om deres psykiske smerte.

Derfor har Livslinien brug for flere kompetente frivillige rådgivere, så vi kan hjælpe endnu flere medmennesker i livskrise og nedbringe antallet af selvmord.

Du kan læse mere om at være frivillig rådgiver på Livslinien og ansøge hér.