“Jeg fortalte ikke til nogen, at jeg følte, min mors selvmord var min skyld”

Hvert år forsøger flere tusinde danskere at tage deres eget liv. For cirka 600 af dem får forsøget en dødelig udgang. Intentionen bag handlingen er ikke nødvendigvis et ønske om at dø, men kan være et udtryk for afmagt og et ønske om at komme væk og få en pause fra en stor indre smerte. 

Selvmord har store konsekvenser for de efterladte, der skal leve videre med svære tanker og følelser som savn, skyld og skam. For nogle efterladte kan dette være så tærende, at de selv udvikler selvmordstanker. 

I denne artikelserie sætter Livslinien fokus på vigtigheden i at nedbryde tabu om selvmord. Når vi taler med hinanden om det, der gør ondt, forebygger vi, at mennesker tager deres eget liv. 

Vi går tæt på fire kendte danskere, der har haft selvmord inde på livet. Sammen med dem skaber vi et sprog for dét at miste til selvmord, og får sat ord samt perspektiv på, hvorfor det er vigtigt, at vi taler åbent om selvmordstanker og selvmord.

Du kan læse mere om at være frivillig rådgiver på Livslinien og ansøge hér.

Af Josephine Marcher

Lawand træder ind af døren til Livsliniens lokaler i Nyhavn, hvorfra de frivillige rådgivere sidder og taler eller skriver med mennesker, som er i krise og for manges vedkommende med selvmordstanker.

Han møder os med et imødekommende smil og livsglade øjne, som ikke giver anledning til at tænke, at statsforvaltning var en del af hans ordforråd allerede inden, han var fyldt ti. 

Det er ikke til at se, at Lawand Hiwa Namo er vokset op i et hjem med en enlig mor, der efter alt at dømme var plaget af psykisk sygdom, og hvor barndommen var fyldt med masser af kærlighed, men også trusler, nedgørende sprogbrug og enkelte episoder med vold. 

Hans livsmod og positive sind gør det svært at begribe, at han i sine tidlige ungdomsår bar rundt på en mørk indre fortælling: at det var hans skyld, at moren en septemberdag i 2008 tog sit eget liv. Lawand var tretten år, da hans mor i afmagt valgte livet fra. 

I dag vil han åbne samtalen om selvmord og selvmordstanker, så færre kan opleve at miste en, der står dem nær, sådan som han mistede sin mor. 

Lawand fortæller om sin mor med stor sympati. Han fortæller, at skilsmisse og sager om forældremyndighed, fra da han var tre år gammel, tog hårdt på den unge studerende kvinde, som var flygtning fra mellemøsten. Hendes familie er bosat forskellige steder i Europa, og efter skilsmissen var hun derfor meget alene i Danmark. 

Hun er på dette tidspunkt plaget af psykisk sygdom. Ifølge Lawand manglede omverdenen forståelse for hendes situation og dét, at hun kunne finde på at forsøge selvmord, når alt ramlede omkring hende. 

Frustrationerne og afmagten blev udtrykt indenfor hjemmets fire vægge: 

“Hun sagde mange gange, at hvis jeg forlod hende og flyttede hjem til min far, eller hvis der skete mig noget, så ville hun ikke leve mere. Jeg er ikke i tvivl om, at hun sagde det i kærlighed, men det var meget hårdt for mig psykisk. Jeg var jo et barn”, fortæller Lawand. 

Moderens selvmord kom derfor desværre heller ikke som et chok den dag sidst i september, hvor telefonen ringede på en tur til Sverige med faderen. 

Kaos og selvmordstrusler

Lawand husker tydeligt den kaotiske tid, som ledte op til, at moderen ikke magtede at holde fast i livet længere. 

Nogle uger forinden får Lawand besked om, at han skal flytte ud af Danmark med sin mor. Hans morbror har taget en besluning om, at han og moderen får det bedre, hvis de bor sammen med den del af familien, der bor i England. Tre dage efter er Lawand mod sin vilje på vej til et fremmed land med sin morbror og sin psykisk sårbare mor: 

"Turen derhen og opholdet i England husker jeg som ekstrem kaotisk. Min mor havde det rigtig dårligt, og blev uvenner med sin familie. Vi flyttede meget rundt. Jeg gik heller ikke i skole, og var meget ked af det", siger han. 

Lawand siger til sin morbror, at han hellere vil bo hos sin far i Danmark, men bliver mødt med beskeden om, at hvis Lawand flytter hjem til sin far, så er han overbevist om, at hans mor vil tage livet af sig. 

Lawand fik tildelt et ansvar, som ingen teenagedreng skal bære på sine skuldre: at holde sin mor i live.

Det er på ingen måde rart eller trygt at være i England, og derfor får han lov til at tage til Danmark for at besøge sin far, fortæller Lawand:  

“Jeg tror, at alle børn har brug for tryghed og faste rammer. Men hér stod jeg i komplet håbløshed. Jeg havde en aftale med min onkel om, at jeg til enhver tid kunne besøge min far. Jeg booker billetter hjem til Danmark. jeg fortæller min far om situationen, og sammen aftaler vi, at jeg ikke skal tilbage til England.”

Da Lawand lander i Københavns Lufthavn, tager han og faren direkte ud til myndighederne. Faderen får tildelt en midlertidig forældremyndighed, så Lawand kan blive boende hos sin far. Hans mor er på det her tidspunkt intetanende om, at hendes søn er flyttet hjem til sin far og ikke har tænkt sig at komme tilbage til England. Da hun finder ud af det, rejser hun straks tilbage til Danmark for at kæmpe for at få ham tilbage. Det bliver en altoverskyggende mission for hende, og i tiden efter får Lawand overfusende opkald fra onklen. Familien mener, at han har svigtet moren, men han vil for alt i verden ikke tilbage til den ustabilitet og håbløshed, der præger hjemmet. 

Den sidste samtale

Da Lawand er kommet tilbage til klassekammeraterne og hverdagen på sin gamle skole, kommer der en fredag eftermiddag et opkald fra moren til mønttelefonen, som hænger på skolens gang. Han fortæller lavmælt: 

“Hun var meget usammenhængende og underlig at høre på, husker jeg. Hun spørger mig flere gange, om jeg er sikker på, at jeg ikke vil komme og bo hos hende. Da jeg fortæller hende, at det er udelukket, begynder hun skiftevis at svine mig og min far til og fortæller mig, hvor højt hun elsker mig. Hun spørger om jeg ikke nok vil mødes med hende, men det har jeg ikke lyst til. Det blev den sidste samtale, jeg har med min mor.”

Dagen efter tager Lawand Hiwa Namo til Gøteborg i Sverige med sin far for at besøge en af farens venner. På et tidspunkt, mens de går rundt og oplever byen, ringer farens telefon. Lawands far går på afstand for at tale med personen i den anden ende. Samtalen er lang, husker Lawand, omkring tyve minutter. Efter samtalen skal de hurtigt finde en sporvogn og køre hjem til farens ven. Faren har noget, han skal fortælle Lawand. 

Da de kommer indendørs bryder faderen sammen i gråd: “Jeg er ked af det, men din mor har taget sit eget liv”. 

Meldingen kommer dog ikke som et chok for den 13-årige Lawand: 

“Da jeg talte med min mor på skolen, vidste  jeg ikke, at hun var så dårlig, at hun ville gøre en ende på sit liv. Men da min far fik opkaldet, vidste jeg, at hun havde begået selvmord. Jeg kunne mærke det - jeg var ikke et sekund i tvivl! Dér i sporvognen faldt alle brikkerne i min underbevidsthed på plads: Alt det jeg har gjort forkert i løbet af min barndom i forhold til min mor, har samlet sig som en kæmpe sten, der har tynget hende ned i et dybt mørkt hul. Det er min skyld, at hun har begået selvmord. Jeg har slået min mor ihjel. Det var sådan, jeg tænkte”. 

Mange ambivalente følelser skyller ind over den unge mand. Skyldfølelsen deler plads med følelser af lettelse, savn og sorg. Lettelse over, at alle de problemer, der hang uløseligt sammen med morens psykiske sygdom, nu var væk for altid. Samtidig fylder de overvældende følelser af savn og sorg over, at han aldrig skal se sin mor igen. Hun vil ikke opleve ham få studenterhue på, se ham blive universitetsuddannet eller kende hans fremtidige kæreste og børn: 

“Når jeg tænkte på, at min mor var væk for evigt, blev jeg ramt af en stor sorg. Derefter kom skylden. Kunne jeg have gjort noget anderledes? I dag kan jeg se, at det er en normal og menneskelig måde at tænke på. Man går tilbage i tankerne, og finder forskellige nedslagspunkter. Det gjorde jeg meget, og det var enormt tærende på mit mentale helbred”, fortæller Lawand.

Hemmeligheden skal ud

Efter morens selvmord går Lawand alene med følelserne af skyld og skam i flere år. Han havde skabt en indre fortælling om, at han ikke fortjente andres medlidenhed og omsorg:   

“Efter selvmordet talte min far med mig. Jeg skammede mig meget, og følte mig som et dårligt barn, så jeg fortalte ham ikke, at både min mor og min onkel havde advaret mig om, at hun ville begå selvmord, hvis jeg flyttede hjem til ham. Jeg var bange for at blive afsløret i, at jeg kendte konsekvenserne af, at jeg flyttede hjem til min far”. 

I mange år blev den indre fortælling Lawands dybeste hemmelighed. Ikke engang den psykolog, som han fik tildelt, fik lov til at kende sandheden. Følelser var gemt så langt væk for omverdenen, at der skulle gå lang tid før han turde at finde dem frem. Det blev barndomsvennen, der blev den første, han betroede sig til. Lawand frygtede, at han ville blive set ned på af sin bedste ven, når vennen fik at vide, hvad der var årsagen til hans mors selvmord. Han var bange for at fortælle sin hemmelighed, men samtidig kunne han heller ikke holde ud at gå alene med den et minut længere. 

Lawand blev ikke skubbet væk eller fik at vide, at han var et dårligt menneske. I stedet blev han mødt med kærlighed, omsorg og forståelse for alle de ubehagelige følelser, der havde været gemt væk i mange år: 

“Da jeg lukkede min ven ind, var det meget forløsende. Der var ingen ynk - han lyttede bare. Han kom heller ikke med en eller anden dum vittighed for at bryde den dårlige stemning. Han turde være i det svære og bare lytte, og derefter komme med sine perspektiver på min fortælling. Samtalen fik mig til at indse, at jeg ikke havde ansvaret for at min mor tog sit eget liv”. 

Senere fandt han ud af, at hans mor havde forsøgt at tage sit liv to gange tidligere. Første gang i 1992 før hun blev gravid med Lawand og igen i 2006, fordi hun tabte en sag i forbindelse med kampen om forældremyndigheden. Endnu en sten faldt fra Lawands skuldre, da han hørte om de to selvmordsforsøg fra et familiemedlem på morens side. Men han blev samtidig ked af det ved tanken om, at flere af hendes nærmeste ikke vidste, at hun blev selvmordstruet i krisesituationer, og at hun kunne have fået hjælp, hvis faren eller veninden til moderen kendte hendes reaktionsmønstre:  

“Jeg tror, at der var mange ting med min mors psykiske helbred, der kunne være gjort anderledes, hvis hun og min familie havde turde tale om det og søge hjælp, og hvis hendes omgivelser havde kendt til hendes selvmordstanker. Hun skulle have talt med nogen, der kunne forstå hendes situationen og hendes lidelse - eksempelvis en rådgiver på Livslinien. En der kunne sætte ord på, hvor selvmordstruet hun egentlig var, og givet hende mulighed for at indse, at der er andre løsninger på problemerne end selvmord. Hun skulle ikke have haft hjælp fra mig. Jeg var et barn dengang”.  

Hvert år den 26. september lægger Lawand blomster på dét sted, hvor hans mor tog sit eget liv. I år har han lagt blomster for fjortende gang. 

Tak til Lawand for at dele sin historie. 

Du kan læse mere om at være frivillig rådgiver på Livslinien og ansøge hér.