Forfatter Glenn Bech: “Det var livsbekræftende at åbne op om selvmordet”

Hvert år dør omkring 600 mennesker på grund af selvmord - 400 af dem er mænd. Det er nogens far, farfar, bror, nær ven eller kollega. 

Det er vigtigt, at vi taler sammen om de svære tanker og følelser, hvis vi skal nedbringe antallet af selvmord blandt mænd. 

Vi skal tale om det, når vi selv oplever, at livet ramler, når vi er pårørende til et menneske, der har udtrykt tanker om at tage sit eget liv, eller som efterladt efter selvmord. 

At nedbryde tabu om mistrivsel, psykisk sygdom og selvmord er vores allesammens ansvar.

I denne artikelserie åbner Livslinien den svære samtale med en række mænd, der gerne vil være med til at tale om det allermest sårbare - at have mistet en nærtstående på grund af selvmord. 

De åbner op om følelser som skyld, skam og magtesløshed - og om at tage imod støtten fra de mennesker, der står dem nært. 

Vi skal tale om det, mand. 

Tak til alle mændene, der har medvirket i artikelserien, for at dele. 

Har du brug for råd i forhold til at åbne op eller spørge ind til selvmordstanker, kan du kontakte Livsliniens anonyme rådgivning på chat eller mail via www.livslinien.dk eller ringe på 70 201 201.

“Jeg kan absolut ikke huske noget som helst. Hvilket jeg har undret mig over. For mennesker plejer at opbygge erindring i takt med, at vi udvikler et sprog. Jeg har kunnet tale i nogle år, da han døde. Men jeg kan intet huske. Jeg kan ikke engang se ham for mig - kun fra billeder, jeg har fået vist”. 

Sådan siger forfatter Glenn Bech, da han bliver spurgt ind til, hvad han husker fra tiden før sin fars selvmord. 

På en måde taler forfatter Glenn Bech, som han skriver. Eller skriver som han taler (og måske tænker). Efter næsten hvert spørgsmål tager han sig god tid til at finde et godt svar. Længden på svarene varierer, men de er ofte formuleret med korte sætninger, som nogle gange kun består af et eller to ord. Svarene rummer imidlertid et væld af tanker og følelser mellem linjerne. Hvis du altså lytter ordentligt efter. Lytter du kun halvhjertet, overhører du betydningen. Du får det ikke bare foræret. Ligesom i Glenns debutbog ‘Farskibet’, hvor han i fragmenterede minder og refleksioner skildrer en barndom, ungdom og et voksenliv, der var præget af farens selvmord.  

Glenn har sagt ja til at fortælle om sin fars selvmord, og hvilke følelsesmæssige og eksistentielle konsekvenser, det har haft for ham at leve i fraværet af og savnet til en far, som han kun har haft mulighed for at kende i ganske få år.

Han håber, at hans fortælling kan være med til at give perspektiv på, hvorfor det er vigtigt, at samfundet hjælper de mennesker, der har det så dårligt, at selvmord kan føles som den eneste løsning, når livet føles overvældende og hårdt.

Den egentlige tragedie

Glenn var fem år gammel, da faren tog sit eget liv.

Hændelsen og tiden efter står ikke ligefrem krystalklart i hukommelsen, fortæller han. Erindringen er en blanding af brudstykker af ting, han har fået fortalt, og hans egne minder. Han husker eksempelvis, at hans mor har læst selvmordsbrevet højt for ham og broren. Men det er aldrig sket. Brevet læser han først mange år senere. Alene. 

Glenn fortæller om hændelsen omkring farens selvmord, som et sammensurium af ambivalente minder og følelser fra den aften, hvor han gik ud for at spille billard, og aldrig nogensinde kom hjem igen:   

“Det jeg kan huske er, at vi pludselig sover oppe i min mors seng, og at der er noget, der er helt galt. Jeg husker, at han ikke kommer hjem, og at der er en meget underlig stemning. Jeg kan mærke, at min mor ved noget, hun ikke vil sige. Sådan noget kan børn mærke. Jeg husker, at hun fortæller det. Jeg kunne forstå, det var voldsomt, og at jeg tænkte på, om det er meningen, at det skal være voldsomt for mig? Men jeg følte umiddelbart ikke noget i situationen. Jeg var ikke ked af at høre, at han ikke kom hjem. Men jeg forstod hurtigt, at det var virkelig voldsomt for min mor, fordi hun begyndte at falde fra hinanden og græde”, siger Glenn. 

Samtidig begynder angst og vrede at brede sig i Glenns lille krop. Han er bange for, hvad der nu skal ske. Kan han blive boende? Kan han beholde sit legetøj? Han husker følelsen af at blive sur på sin mor, når hun græder og når folk spørger ind til faren.

“Jeg vil bare have, at det ikke er sket - at det ikke findes, og at alt er fint. Jeg bliver meget hård,” fortæller han.

Glenn lukker sig om sig selv og gemmer følelserne langt væk. Han er et flittigt barn, som lærerne placerer ved siden af “problem”-børnene, som han selv formulerer det, så hans ordentlighed kan smitte lidt af på dem.

Som han husker det, bliver han og broren aldrig tilbudt at tale om tabet med en psykolog. Det er en stor ærgrelse for ham, at han ikke fik mulighed for at tale om, hvordan selvmordet påvirkede ham, og at han heller ikke kunne høre andre børn i samme situation fortælle om deres følelser:  

“Hér senere i livet har min mor og jeg set ‘Sorggruppen’ på DR sammen. Programmet handler om børn, der har mistet. Jeg ville ønske, at jeg havde været med, så jeg kunne have lært det, som jeg først begyndte at lære i mit voksenliv. At give sorgen plads, sige det højt, være sårbar, lukke folk ind i min smerte. At jeg havde haft mulighed for at spejle mig i andre, som har oplevet noget lignende det, man selv har oplevet. Det kan jo nærmest være helende for en selv, bare at høre andre tale om det”.  

Han er kun fem år, men han er den ældste af de to brødre, og moderen bruger ham derfor meget, når sorgen er svær at rumme. Han fortæller, at hun ikke får tilbudt hjælp, og heller ikke selv søger hjælp uden for husets fire vægge. Men at hun derimod involverer ham i sine tanker og følelser på en sådan måde, at han nærmest ved, hvornår hun vil begynde at græde, før hun selv ved det.

Han fortæller, at han har læst, at børn, der mister en forælder, meget hurtigt bliver bekymret for den anden forældre - nærmest instinktivt. Det er en overlevelsesmekanisme. Det passer godt på ham selv og den ansvarsfølelse han husker, han fik for sin mor:  

”Det er jo mine forældre, som skal passe på mig, og nu kommer den ene ikke tilbage. Og den anden kan heller ikke passe på sig selv længere. Det er jo et kæmpe chok.  Jeg føler, at der er en rolle jeg skal udfylde på vegne af min far. Det er det, jeg vil beskrive som den egentlige tragedie - ikke at jeg mistede min far, men at jeg mistede min barndom”.   

Fortællingen om, at der engang var en far, som tog sit eget liv, bliver gemt af vejen. Derhjemme får hans mor nye kærester, som fylder hjemmet med utryghed. Prøver brødrene at tale om deres far, bliver stemningen ubehagelig.  

I skolen er der heller ikke nogen, der nævner hans far og selvmordet. Hverken lærere eller elever spørger ind til det, hvilket Glenn faktisk er lettet over. Han vil gerne behandles som om, det aldrig er sket - at alt er normalt. Jalousi og misundelse over, at de andre børn har en far, bliver nye følelser, der tager bo inde i ham. Men han vender det hele indad. Siger ingenting og bruger sin fritid med at spille computer på sit værelse. 

Den manglende samtale om farens liv og årsagerne til, at han valgte det fra, efterlader mange tomme huller i lille Glenns narrativ. De tomme huller udfylder han med sine egne fortællinger om, hvordan hans far kunne være - på godt og ondt, og fortællingen ændrer sig og skifter også karakter over tid, fortæller Glenn:  

“Til at begynde med troede jeg, at han var en helgen eller en engel, og at meningen med livet var meningsløst - at han havde regnet den ud og var klogere end os alle sammen, fordi han havde begået selvmord. Jeg har også haft perioder, hvor jeg hadede ham. Hvor jeg syntes, at han var en svækling. Et skvat, fordi han havde taget sit eget liv. Jeg tænkte de her tanker, fordi mit liv på det tidspunkt var så nederen. Mit liv var så træls og fyldt med lort, og det rettede jeg mod ham”. 

Sammen med mange ambivalente tanker og følelser fandtes også savn, spekulationer og forestillinger om, hvordan livet kunne være blevet, hvis Glenns far aldrig havde taget sit eget liv: 

“Det savn jeg har er ikke efter MIN far, men efter EN far, kan man sige. Og det er jo også lidt farligt. For så havde jeg jo muligheden for at fylde den farrolle med alt det gode. Det er jo ikke engang sikkert, at mit liv havde været meget bedre, hvis han havde overlevet. Det ved man jo aldrig. Hvis jeg tænker på, hvad det havde gjort for mig at have en far, så kan jeg blive rigtig ked af det. Savne det. Tænke på, hvordan mit liv kunne være bedre, hvis jeg havde haft ham i det. Det er faktisk lidt mærkeligt at skulle sige far om ham. For jeg har ikke noget forhold til det ord. Sådan rigtig”.

“En dag skal jeg fortælle verden, hvad jeg har set”

Glenn Bech er uddannet i psykologi fra Aarhus Universitet i 2017, og i 2019 blev han færdig på Forfatterskolen. Det var på forfatterskolen, at Glenn tog fat i det ensomme barndomstraume for at sætte det på skrift.  

Når han fortæller om det, forestiller man sig ham næsten krybe på maven ind i et mørkt rum med alle minderne. Et indre rum, som har stået aflåst siden han var fem år gammel. Et sted langt inde i det limbiske system.  

Han fortæller, at Farskibet altid har været inde i ham. Men som en ensom følelse, der skabte en fremmedgørelse i forhold til andre mennesker: 

“Før jeg skrev bogen, følte jeg mig meget ensom - også blandt venner. En grundlæggende ensomhed. Mens bogen var inde i mig, var den som en hinde mellem mig og verden”. 

Han holder en tænkepause og kigger opad, som om han forsøger at kigge ind minderne for at få dem frem fra hukommelsen, og siger så: 

“Jeg overlevede barndommen ved at sige for mig selv, at en eller anden dag, skal jeg fortælle verden, hvad jeg har set. Det hér skal folk virkelig vide. Det er dét, som bogen bliver født af”.  

Glenn er målrettet i forhold til, hvordan han skal indsamle materiale til bogen. Han skal helt derind, hvor det kommer til at gøre ondt - han skal så tæt på at genleve traumet som muligt. “Målet helligere midlet”, tænkte han. 

Samtidig vil han ikke tale med en professionel. Hvis han går til psykolog og får bearbejdet oplevelserne, så vil han miste evnen til at skrive. Han har i løbet af sit ungdomsliv haft enkelte samtaler med en psykolog og også med en universitetspræst. Han anser det at gå til psykolog som noget, der vil virke affortryllende og som vil bryde med hans opfattelse af sig selv som den idealistisk lidende kunstner. 

Han er alene i skriveprocessen og får det imidlertid dårligere og dårligere. Midt i bogen befinder han sig pludselig i en livskrise, som kulminerer, da han som led i skrivningen, vil læse det lidt over tyve år gamle afskedsbrev: 

"Det der er helt vildt, den december, hvor jeg har en krise. Der er jeg nok 27-28 år. Jeg siger til min mor, at nu vil jeg gerne se hans selvmordsbrev, fordi jeg havde en ide om, at jeg kunne bruge det i min bog. Hun finder det frem og vil gerne være der, mens jeg læser det. Jeg siger til hende, at jeg gerne vil være alene i huset, når det sker. Jeg venter til, at hun er ude at handle, før jeg åbner brevet. Jeg har måske læst en halv sætning, og så græder jeg alt det ud, der har ophobet sig, siden min far døde. Jeg græder som et dyr, falder nærmest ned fra stolen. Jeg ser mig selv udefra - det ser helt dramatisk ud. Som en film. Jeg hulker helt vildt. Det føles skræmmende. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Bagefter er det bare rigtig dejligt i kroppen. Med den oplevelse bliver jeg klar til at se en psykolog." 

Glenn begynder herfra til psykolog. Han indrømmer, at han først føler sig motiveret til at tale med en professionel, fordi han vil bruge oplevelsen kunstnerisk. Men under psykologsamtalerne begynder der at blomstre en personlig lyst til at bearbejde traumerne og få det bedre. 

Han beskriver forløbet med psykologen som en forløsning. Han bliver mindre firkantet - livet bliver mindre sort og hvidt. Han fortæller, at han begynder at kunne trække vejret dybt ned i maven og får et sundere forhold til at arbejde og skrive: 

“Det føles livsbekræftende at åbne op og tale om min fars selvmord og mine barndomstraumer. Som at få sprængt en byld. Det føltes nøgent - som at blive taget på fersk gerning - totalt afsløret, men på den mest kærlige, tålmodige, afstigmatiserende rummende måde overhovedet. Det spredte sig som ringe i vandet. Hvis jeg kan gøre det her, som er det allersværeste overhovedet, så er der pludselig mange ting, der bliver nemmere”, siger han. 

En af de ting er eksempelvis at kunne være ærlig overfor sin kæreste og sige, at man er for træt til at se en film, siger Glenn. 

At dette har været en udfordring for ham, fortæller noget om, hvor meget han har undertrykt egne behov og grænser. Det fortæller, hvor meget man kan undertrykke sig selv, når man lever i en utryg og ensom tilværelse, og hvor det at udtrykke sine tanker, føles som at dele en byrde mere end muligheden for at skabe tillid og samhørighed med sine nærmeste. 

Man kan ikke ændre fortiden, men man kan bruge refleksionerne og bearbejdelsen til at komme videre. 

Skriften er blevet Glenns måde at udtrykke sig på. Bøgerne er hans talerør, som kan være med til at hjælpe andre, der kan stå i samme situation, som han selv gjorde dengang: 

“Jeg skriver til folk, som leder efter noget, de kan genkende sig selv i. Om det så er underklasse eller seksualitet, psykiske traumer eller selvmord. Når jeg forestiller mig mine læsere, så vil jeg give dem den bog, jeg selv manglede på et specifikt tidspunkt i mit liv”.

Ræk ud

I dag tænker Glenn mere rationelt på årsagen til selvmordet. Han tænker, at faren må have været deprimeret og syg, og at det ikke handlede om Glenn eller nogen andre. Årsagerne kan måske rettere findes i samfundsstrukturer, kønsroller, giftig maskulinitet og faderens egen opvækst med alkohol og vold. Han havde mange ting i bagagen, ved Glenn. 

Når han mindes barndommen og tiden efter faderens død, falder tankerne på moderen og den afmagt, hun må have følt ved, fra den ene dag til den anden at blive alene med to små børn:  

“Jeg kan slet ikke forestille mig så vanvittige og ulidelige følelser, hun må have haft den dag og dagene efter. Hver gang jeg tænker på det, så får jeg virkelig meget respekt for hende i forhold til, hvordan hun har klaret sig efterfølgende”.

“Jeg kan ikke komme væk fra den konklusion, at det at begå selvmord er en formørket desperat, afmægtig og tunnelsyns-agtig handling. Det kan ikke retfærdiggøres, hverken overfor den, som gør det eller nogen andre”.

“Uanset hvad, om det er anonymt eller ej, bare du rækker ud. Ja. Det kan jo godt være, at din familie ikke har forståelse for det, og det ikke er der, du skal hente hjælp eller dine venner. Noget er bare bedre end ingenting”. 

Tak til Glenn Bech for at dele sin fortælling. 

Du kan læse mere om at være frivillig rådgiver på Livslinien og ansøge hér.