Journalist Iben Maria Zeuthen: “Bare jeg havde været hos ham om natten og holdt fast om ham, så han ikke kunne tage sit eget liv”

Hvert år forsøger flere tusinde danskere at tage deres eget liv. For cirka 600 af dem får forsøget en dødelig udgang. Intentionen bag handlingen er ikke nødvendigvis et ønske om at dø, men kan være et udtryk for afmagt og et ønske om at komme væk og få en pause fra en stor indre smerte. 

Selvmord har store konsekvenser for de efterladte, der skal leve videre med svære tanker og følelser som savn, skyld og skam. For nogle efterladte kan dette være så tærende, at de selv udvikler selvmordstanker. 

I denne artikelserie sætter Livslinien fokus på vigtigheden i at nedbryde tabu om selvmord. Når vi taler med hinanden om det, der gør ondt, forebygger vi, at mennesker tager deres eget liv. 

Vi går tæt på fire kendte danskere, der har haft selvmord inde på livet. Sammen med dem skaber vi et sprog for dét at miste til selvmord, og får sat ord samt perspektiv på, hvorfor det er vigtigt, at vi taler åbent om selvmordstanker og selvmord.

Du kan læse mere om at være frivillig rådgiver på Livslinien og ansøge hér.

Af Josephine Marcher

Fra første sekund Iben Maria Zeuthen træder ind på Livslinien i Nyhavn, hvor de frivillige rådgivere hver dag sidder og besvarer henvendelser fra mennesker med selvmordstanker, kan man mærke, at selvmordsproblematikken har betydning for hende. På vejen hen til det lokale, hvor interviewet skal foregå, kommer hun forbi de rum, hvor telefonrådgiverne sidder. En af telefonerne begynder at ringe. På skærmen står der “hemmeligt nummer”: 

“Er det en, der gerne vil tale med en rådgiver, der ringer nu? Skal nogen ikke tage den og hjælpe?”, spørger hun.

Men der er ikke nok frivillige til, at Livslinien kan besvare netop dét opkald. 

Vedkommende må desværre forsøge igen på et andet tidspunkt.

At der er et sårbart menneske med selvmordstanker i den anden ende lige nu, som ikke kan komme igennem til en rådgiver, berører hende, fortæller hun.  Hun har både som journalist og som pårørende bedt folk om at kontakte livslinien, uden at vide, at der mangler frivillige til at besvare de mange henvendelser på telefon, chat og mail. Men selve Livsliniens humanitære arbejde er ikke ukendt land for Iben:  

"Jeg kender til Livsliniens arbejde, fordi jeg er efterladt til selvmord og pårørende til en del med psykiske problematikker - heriblandt psykisk sygdom og psykisk sårbarhed".

Faktisk bryder journalist Iben Maria Zeuthen sig slet ikke om begrebet psykisk sårbarhed, fortæller hun. Hun vil meget hellere bruge betegnelsen ustabilt mentalt helbred, fortæller hun. Hun forklarer det med, at dem hun taler om har et sind, der i perioder er “sundt” i forhold til normen, og i andre perioder har et sind, som er svært foreneligt med have en normalt fungerende hverdag. Man behøver sådan set ikke lide af en psykisk sygdom for at have problemer med sit følelsesliv og sin måde at tænke på, påpeger hun. 

Som journalist er Iben Maria Zeuthens blik på verden nuanceret, og hun vil gerne hele vejen rundt, når hun skal forholde sig til en problemstilling, og se på den fra flere sider.

Hun er dog helt tydelig omkring, at hun mener, at selvmordstanker i en eller anden grad kan ramme alle. At mange mennesker i perioder kan have lyst til at trykke på pause og forsvinde ud af dette liv og de ting i hverdagen, der kan udmatte os rent mentalt. Men selvmord skal og må ikke være en løsning, og derfor vil hun gerne være med til at nedbryde tabu om selvmord, så det kan blive lettere at åbne op om tankerne, når de indtræder eller spørge ind til efterladtes tab. Samtidig vil hun gerne sætte fokus på, at ansvaret for at forebygge et selvmord, ikke ligger hos de pårørende, men at vi skal se på muligheden for at nedbringe antallet af selvmord i en større kulturel kontekst og øgede ressourcer til området. Hun er nemlig sikker på, at pårørende til en selvmordstruet gør alt, hvad der står i deres magt for at holde vedkommende i live. 

Livslinien er et hus med lys i vinduerne om natten

Når Iben fortæller, bruger hun mange smukke metaforer og lignelser, som afslører, at hun har et rigt indre liv, der udspiller sig synkront med, at hun taler. Hun sammenligner eksempelvis Livsliniens rådgivning med et hus, hvor mennesker kan finde ly og få pause for de mørke tanker og følelser for en stund: 

“Jeg ser Livslinien som et sted, man kan gå ind, hvis man går rundt om natten og ikke har noget sted at gå ind - alt er lukket, og man er fuldstændig overladt til sig selv. Så kan man gå ind i huset, hvor der er lys i vinduerne og være der, indtil det bliver morgen. Det løser ikke noget - det er ikke sådan, så morgenen kommer hurtigere eller, at når det bliver morgen, så har man sit eget hus. Men man kan få sig et lille pusterum, indtil solen står op igen. Jeg ved, at når man skal afholde et menneske fra at tage sit eget liv, så handler det om at trække tiden. En nat gør det jo ikke alene, men hvis man kan være et sted, hvor man kan finde tryghed eller ro, mens man på en eller anden måde får formuleret nogle muligheder for den næste trædesten, så er det jo en meget vigtig rolle, som Livslinien har”, siger hun.

Iben har af flere omgange de sidste år tænkt på at blive frivillig på Livslinien, men venter stadig på det rette tidspunkt, hvor hun kan involvere sig og give dét, som hun forventer af sig selv, når hun engagerer sig i noget. Hun er overbevist om, at det er noget hun skal en dag, fortæller hun. 

For selvmordstanker og selvmord har vist sig i flere forskellige udtryksformer gennem hendes meget nære pårørende - blandt andet i  håbløshed og depression - åndelig udmattelse - kalder hun det - over i psykoser og eksistentiel desperation. Hun forklarer det som et spektrum, hvor der i den ene ende findes et melankolsk ønske om at gøre en ende på det hele, og i den anden ende er en aggressiv drift hen imod at handle på selvmordstankerne. 

Den sidste oplevede hun hos sin gode ven siden teenageårene, der for fem år siden tog sit eget liv. 

“Bare jeg havde været hos ham om natten og holdt fast om ham, så han ikke kunne tage sit eget liv”

I April for snart fem år siden mistede Iben en meget nær ven til selvmord. 

Som pårørende forstod hun dengang slet ikke, hvor dårligt han havde det, og derfor ramte selvmordet hende også hårdt. 

Hun beskriver vennen som et menneske fuld af utæmmet kreativitet og med et vildt og frit sind. Han var en stor kilde til inspiration i vennekredsen, og sammen lavede de blandt andet musik og offentlige happenings, hvor de eksempelvis gik nøgne og kropsmalede ned af strøget for at slutte af foran D’Angleterre-hotellet i København, hvor han spillede på ukulele. Han kunne også bruge en hel dag på at optage lyden fra en gammel elkedel, der piver, når vandet koger, på otte forskellige måder og efterfølgende mixe det til en melodi. 

Hans måde at tænke på har dannet grundlag for mange af Ibens egne måder at arbejde på, fortæller hun, men efter hans selvmord har hun reflekteret over, hvor hårdt det også kunne være for ham at være ham: 

“Jeg har senere tænkt på, om det frie sind også kostede ham enormt mange ressourcer - for total fritænkning,  kreativitet og åndelig åbenhed kan være mentalt udmattende, og det var jeg nok ikke moden nok til at se dengang. I dag er jeg er sikker på, at det har været hårdt for ham at føle, at han ikke passede ind i samfundets rutiner. Jeg lagde godt mærke til at dagene nogle gange kunne være svære for ham, især weekendmorgenerne efter en bytur. Men jeg troede også, at det var en del af hans personlighed,  at det var sådan, han gerne ville være. Det hænger nok sammen med, at jeg har altid har haft stor forståelse og rummelighed for, at ens humør har utrolig mange farver. Derfor var det vigtigt for mig hele tiden at rumme hans op- og nedture, og jeg var nok for varsom med at sige: NU går det for dårligt. Jeg ville ikke have, at han skulle føle sig stigmatiseret.”

Mens vennen stadig var i live oplevede Iben, at det i nogle perioder kunne være svært at holde kontakten med ham. Mange mennesker, der har begået selvmord, forsøgt selvmord eller er i en dyb depression kan forsvinde ind i en form for eskapisme, som eksempelvis misbrug, fordi de har lyst til at flygte fra hverdagen, og så kan det være svært at vide, hvordan det helt konkret går med ens ven, fortæller hun: 

“Jeg kan huske, at det blev sværere at holde kontakten med ham et par måneder op til hans selvmord, men jeg var selv inde i en periode, hvor jeg var i en rivende livsudvikling. Derfor ved jeg egentlig ikke, om det var ham eller mig, der “forsvandt”, men det var ihvertfald en dårlig blanding, for jeg mistede greb om, hvordan det gik med ham. Den sidste gang jeg så ham, inden vi mistede kontakten i nogle måneder, var det min oplevelse, at det egentlig gik ham godt”. 

Kort tid inden selvmordet havde hun haft en aftale med vennen om at mødes, men han havde skrevet, at han ikke kunne mødes alligevel. Hun havde blot tænkt, at han ikke havde tid.

Derfor kom nyheden uventet og pludseligt. Fra en veninde til Ibens vens bror. 

Hun var alene hjemme i sin lejlighed, da hun fik den rystende besked, der overvældede hende både psykisk og fysisk: 

“Det var et held, at jeg ikke havde mit barn hjemme den dag. Jeg kunne slet ikke kapere meddelelsen. Jeg husker det som, at jeg bare begyndte at kaste op, eller jeg lå ihvertfald ude på toilettet og følte, at jeg skulle kaste op  - jeg kunne slet ikke have den information i min krop”, fortæller Iben.  

I minutterne efter beskeden om vennens død, strømmer der tusinde tanker og følelser gennem hendes hoved. Hun kendte jo til vennens kropslige uro og angst. Kunne hun have forhindret hans død? Hvad hvis hun havde været hos ham om natten og holdt om ham, så havde han måske ikke kunne tage sit eget liv. Men Iben var mor til et lille barn. Hun kunne ikke have været der for ham i det omfang, han havde behov for, når han var så syg, som han var, at selvmord føltes som den eneste udvej.  

Sorgen lægger sig efterfølgende som en dyne hen over hende, og hun husker blandt andet, at hun, på dagen for begravelsen, ikke kunne huske, hvilken sal en nær ven gennem mange år boede på, da hun gik op af trapperne i opgangen for at mødes med ham inden begravelsen. Hun havde været i opgangen et utal af gange, men hun vidste ikke, hvor hun skulle hen. Så hun fortsatte bare op og op, indtil hun hørte vennen kalde i en omsorgsfuld tone fra etager længere nede.

Der gik det op for hende, at selvmordet virkelig havde ramt hende: 

“Jeg tror, at nogen tænker, at sorgen er mindre, fordi han “selv havde valgt det”. Men sådan hænger det slet ikke sammen”, fortæller hun. 

De små tegn viser sig først, når det er for sent

I bagklogskabens lys kan Iben godt se, at sms’en, hvori vennen aflyste deres aftale, havde flere faresignaler. Normalt stavede han altid korrekt, men denne sms var forvirrende, usammenhængende og  med mange stavefejl. Han havde ikke været et godt mentalt sted, da sms’en blev forfattet ved hun nu. Det var ikke kun fordi, han ikke havde tid - han havde det psykisk dårligt og prøvede at skjule det. 

Når hun tænker tilbage på deres tid sammen i perioden op til selvmordet, havde han måske vist tegn på, at han havde tanker om selvmord og døden en rum tid, før han tog sit eget liv: 

“Når jeg var på besøg, ville han eksempelvis gerne have, at vi sang sådan nogle begravelsessalmer, mens jeg spillede klaver. Kort tid før hans selvmord skrev han også en sang, der hed “på den anden side af floden”. Når man hører den i dag, står det utrolig klart, at han gav udtryk for at have tanker om, hvad der er på den anden side af dette liv. Men det hørte jeg ikke dengang”. 

Iben fortæller, at præmissen for deres venskab, og deres måde at være venner på, gjorde det svært at fortælle ham, når hun blev bekymret over, at hans ideer og kunst blev for tungsindige: 

“I 15 år var det jo det her eksistentielle, syrede og absurde univers hele vores venskab havde udspillet sig i. Så gud, hvor er man bare en party killer, hvis man en eller anden dag sagde “nu det for døds-agtigt, nu det for mørkt”. Så jeg fik ikke rigtigt sagt fra, selvom jeg nok inderst inde godt kunne mærke, at det tog en forkert drejning. Det var jo så vigtigt for mig, at han følte sig rummet og forstået og bifaldet i vores venskab, ikk’”. 

I dag er sorgen over vennens selvmord ikke mindre, end da han tog sit liv for fem år siden, men evnen til at rumme sorgen er blevet større, forklarer Iben. Sammen med de mange venner, som også kendte den afdøde ven, mindes hun alle de gode stunder og de mange fantastiske oplevelser, hun havde sammen med ham. 

Kontakt en ven, din mor eller Livslinien

Iben kender Livsliniens selvmordsforebyggende arbejde, og har også anbefalet selvmordstruede pårørende at kontakte de frivillige rådgivere over telefon, mail eller chat. 

Det er dog ikke altid let at vide, hvordan man skal sige det til den selvmordstruede, at vedkommende skal kontakte et sted som Livslinien. Som pårørende vil man helst ikke blive tolket som om, at man forsøger at skyde ansvaret et andet sted hen. For Iben er det derfor vigtigt, at hun formidler budskabet om muligheden for at søge rådgivning hos Livslinien samtidig med, at hun er tydelig omkring, at de kan regne med hendes støtte hele vejen: 

“Det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke giver et indtryk af, at jeg ikke selv har noget at byde på i de situationer og ikke opfattes som en, der forsøger at slippe. Så det går ikke at sige henkastet “ring til Livslinien, jeg skal på arbejde”.

I stedet kan man ifølge Iben eksempelvis sige: 

“Mens jeg ikke kan være her, skal du kontakte Livslinien. Eller du kan sige, hvis du har overvejelser om at tage dit eget liv, så skal du love mig at sige det til nogen - også selvom du ikke gør handling ud af det. Det kan være mig, det kan være din mor, det kan være Livslinien”.

Iben fortæller, at hun desværre af erfaring ved, at man ikke nødvendigvis kan regne med de aftaler, man laver med et menneske, der har det så svært, at selvmord føles som en udvej. 

Hun synes alligevel, at man skal forsøge at lave en simpel aftale med den pårørende om at kontakte nogen og tale om de svære følelser: 

“Det er jo ikke sikkert, det bliver gjort, men det er vigtigt at få sagt. Så kan Livslinien jo være en af de kontaktoplysninger, man efterlader på bordet, før man går” siger hun.

Selvmordstanker må ikke være et eksotisk dyr i Zoologisk Have

I Ibens vennekreds er vennens selvmord ikke et tabu. Det har hjulpet hende igennem den svære tid at kunne tale åbent om årsagen til hans død, og hvad det efterlader af traumer. Men hun har oplevet tabuet, når hun har fortalt om selvmordet til mennesker, der ikke forvejen kendte vennen. Når hun fortæller om årsagen til vennens død, træder folk lidt tilbage, som om de mangler et ordforråd for denne type død. Hun oplever, at der mangler et sprog for selvmord, der gør det muligt  at spørge ind til selvmord, ligesom mange kan med pårørende, der eksempelvis er døde af en kræftsygdom.  

Tabuet om selvmord kan ifølge Iben Maria Zeuthen, komme af, at følelser som ensomhed, mental udmattelse, skyld og skam kan opleves som stigmatiserende i vores samfund. 

Mennesker kan føle både skyld og skam over at være psykisk udfordret og ikke kunne få det til at fungere. Skylden og skammen vendes mange gange indad, fortæller hun, hvilket kan resultere i isolation, og så begynder følelsen af ensomhed at trænge sig på. 

Disse tanker og følelser er, ifølge Iben, vigtige at få aftabuiseret, for det kan ramme alle i en eller anden grad, ligesom selvmordstanker også kan ramme alle i højere eller mindre grad, og det skal vi også have fokus på. 

Som tidligere nævnt forklarer hun det med, at vi skal se på selvmordstanker på et spektrum, hvor der i den ene ende findes tanker som: “Gud hvor er det liv, jeg har stablet på benene uoverskueligt”, og i den anden ende af spektret er selvmordstankerne mere konkrete: “Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare fem minutter mere, hvordan kan jeg komme af dage”.  Hvis vi taler åbent om, at selvmordstanker kommer i flere grader og nuancer - en form for udmattelse over livet - så vil mennesker med disse tanker føle sig mere inkluderet, fortæller Iben: 

“Jeg tror, at alle mennesker har været i en situation, hvor de tænker “nu nu kan jeg kraftedeme ikke mere. Hvor meget mere skal der min vej? Det bliver nødt til at stoppe nu!” De tanker har de fleste jo løbende gennem livet i små momenter. Det er så vigtigt, at vi får åbnet samtalen omkring selvmordstanker, for hvad er selvmordstanker egentlig? Måske skal vi i højere grad snakke om ulysten til at have det liv, man har, eller følelsen af uoverskuelighed ved at fortsætte og fortsætte ud af samme spor. 

Det er vigtigt, at vi kan have en større samtale om, at livet går op og ned, og man kan blive slidt som menneske. Man kan være i en sorg, der ikke bliver taget hånd om eller at livet braser sammen om ørene på en. Selvmordstanker skal ikke ses på som et eksotisk dyr i zoologisk have, fordi så er der jo ingen der har lyst til at sige, at de har de tanker. Mennesker har brug for at vide, at det er okay at have de tanker og overvejelser, og at man faktisk måske endda kan få et godt liv på trods af det”, siger hun. 

Tak til Iben Maria Zeuthen for at dele sin personlige historie om at være pårørende til selvmord og sine tanker om selvmordsforebyggelse. 

Du kan læse mere om at være frivillig rådgiver på Livslinien og ansøge hér.