Komponist Frans Bak: “Du skal mærke efter de følelser du har og være okay med at have dem”

Hvert år dør omkring 600 mennesker på grund af selvmord - 400 af dem er mænd. Det er nogens far, farfar, bror, nær ven eller kollega. 

Det er vigtigt, at vi taler sammen om de svære tanker og følelser, hvis vi skal nedbringe antallet af selvmord blandt mænd. 

Vi skal tale om det, når vi selv oplever, at livet ramler, når vi er pårørende til et menneske, der har udtrykt tanker om at tage sit eget liv, eller som efterladt efter selvmord. 

At nedbryde tabu om mistrivsel, psykisk sygdom og selvmord er vores allesammens ansvar.

I denne artikelserie åbner Livslinien den svære samtale med en række mænd, der gerne vil være med til at tale om det allermest sårbare - at have mistet en nærtstående på grund af selvmord. 

De åbner op om følelser som skyld, skam og magtesløshed - og om at tage imod støtten fra de mennesker, der står dem nært. 

Vi skal tale om det, mand. 

Tak til alle mændene, der har medvirket i artikelserien, for at dele. 

Har du brug for råd i forhold til at åbne op eller spørge ind til selvmordstanker, kan du kontakte Livsliniens anonyme rådgivning på chat eller mail via www.livslinien.dk eller ringe på 70 201 201.

Frans Baks fortælling handler om, hvad det kan gøre ved et menneske, når selvmord i familien bliver et tabu. Et tabu, der forstummer samtalen blandt de efterladte, som ellers skulle holde minderne om en mor, søster og hustru i live. Når et tabu giver plads til skammen, og gør det svært at mærke og lindre sorgen. 

Men fortællingen handler også om at bryde med tabuet gennem fællessang, der handler om skyld, sorg og skam og opleve, at man ikke er alene med en hård fortælling, og at det heler at dele. 

En mærkelig aften

Frans Bak er 65 år og anerkendt filmkomponist. Han har blandt andet komponeret musikken til tv-serien Forbrydelsen.

Men i denne fortælling skal vi mange år tilbage i tiden til en aften, som fik afgørende betydning for resten af hans liv. 

Da Frans var 18 år, tog hans mor sit liv en sen hverdagsaften. 

Moren havde en bipolar affektiv lidelse, og havde derfor tilbagevendende depressive perioder. Men hun fungerede i de sorte huller, husker han. Indtil hun ikke gjorde det længere og gik helt itu, som Frans betegner det. Han havde ikke set selvmordet komme, men han husker, hvordan hans mor opførte sig anderledes den aften, hvor hun tog sit eget liv på familiens badeværelse: 

“Det jeg kan huske fra den aften er, at jeg syntes, hun var virkelig, virkelig mærkelig. Vi står ude på badeværelset lige før jeg skal i seng, og så siger hun ‘farvel’ til mig i stedet for ‘godnat’. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor hun sagde det. Hun led meget af migræne, men det var altid hende, der stod op om morgenen og vækkede mig. Hun sagde, hun kunne mærke, hun ville få migræne næste morgen, og spurgte om jeg ikke selv kunne stå op. 

Frans Bak tager en dyb indånding og fortsætter: 

“Sådan havde det aldrig været før. Hvorfor skulle vi nu gøre det anderledes, end vi plejede? Jeg syntes, at hun var irriterende, og det er bare en ærgerlig fornemmelse at være tilbage med - især når hun hele den eftermiddag havde besluttet sig for at tage sit eget liv. Jeg er ærgerlig over at være efterladt med den følelse. Jeg kunne jo godt se, at hun var ved at gå itu, så hvorfor holdte jeg ikke om hende og var der for hende i stedet for at blive irriteret på hende? Men jeg havde slet ikke fanget, at hun ville tage sit eget liv”, fortæller Frans.

Frans Bak husker ikke tilbage på sit barndomshjem som et hjem fuld af kærlighed.

Morens afskedsbrev var heller ikke ligefrem en kærlighedserklæring til børnene, fortæller han. 

Det tætteste på kærlighed var, at hun havde skrevet, at hun holdt umådeligt meget af ham og hans bror, og at hun ikke håbede, at de ville opleve hendes død værre, end hvis hun eksempelvis var blevet kørt ned i trafikken. 

Det får en til at tænke på, at mennesker kan miste al tro på egen værdi, når de falder længere og længere ned i de mørkeste og dybeste huller. Så langt ned, at man ikke engang tror, at ens egne børn kan finde på at bebrejde sig selv, når man er væk. 

Det er i sådan en livskrise, det er vigtigt, at der bliver talt om det, der er svært. Men det var ikke noget, de gjorde i Frans´ familie. Hverken før eller efter morens selvmord. 

Efter morens død blev der ikke afholdt nogen begravelse, og Frans og hans bror fik ikke mulighed for at sige farvel ved en ceremoniel begivenhed.  

Faren var ofte væk fra hjemmet, og storebroren flyttede derfor  hjem igen, så Frans ikke skulle være helt alene, da faren var meget væk. Men der blev aldrig talt imellem dem om selvmordet. Gennem deres ungdomsliv og langt op i deres voksenliv blev tabet af deres mor kapslet inde og gemt væk. 

I 40 år talte de ikke om moren eller hendes død, og følelser og minder om, hvem hun engang var, forsvandt længere og længere ind i glemslen: 

“Jeg pakkede alle mine følelser ind, og var ikke i kontakt med mine følelser i 40 år. Jeg gik til psykolog i mit voksenliv, hvor jeg talte meget om forholdet til min far. På et tidspunkt sagde psykologen, at vi skulle tage fat på at tale om min mor. Det kunne jeg slet ikke. Jeg havde helt fortrængt, hvad jeg lavede med hende. Hvad lavede jeg eksempelvis, når jeg kom hjem fra skole? Jeg godt huske nogle ting fra skolen, men jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede, når jeg kom hjem” 

Livslinien: “Tror du, det er fordi du ikke har talt om din mor og holdt minderne i live? 

“Ja, men jeg tror også det er fordi, jeg ikke har kunne rumme det. Jeg har ikke vidst, hvor jeg skulle placere mine følelser omkring det. Måske, hvis jeg havde haft nogen at tale med om det - hvis nu jeg havde haft en slags Livslinien dengang, hvor jeg kunne tale om det at være efterladt til selvmord. Det havde helt sikkert været rart for mig”, fortæller Frans Bak. 

Musikken bryder tabuet

Der skulle gå 40 år før Frans Bak fik muligheden for at tale om sin mors selvmord - og det blev gennem musikken. 

En almindelig køretur, en helt almindelig dag, blev skelsættende for Frans. 

Efter mange år med fortrængte minder og forstummede samtaler om moren, kom en melodi pludselig til ham ud af det blå: 

“Det var en meget mærkelig oplevelse. Jeg sad i bilen og ud af det blå kom en melodi-stump til mig. Jeg gik hjem til klaveret, og så pludselig, så var der et fedt nummer. Jeg begyndte at synge, og så kom teksten “lys nu min engel”. Jeg plejer at spille instrumentalmusik, men nu havde jeg skrevet en sang. Jeg tror ikke så meget på det overnaturlige, men på en eller anden måde, så var det altså nu, den bearbejdelse skulle komme. Det var en meget mærkelig oplevelse”. 

Melodier og tekster strømmede ud af ham, en efter en, og blev til sange som “Du er her stadigvæk”, “Skyld” og “Lys nu min engel”. Syv sange i alt. 

Da han var færdig med “Sange til min mor”, ville han gerne prøve at spille dem for et publikum. Han kendte til en lille marskandiser oppe i Nykøbing Sjælland, som havde et lille klaver stående. Sammen med ejerne fik han arrangeret den allerførste koncert. Der kom en hel del mennesker for at lytte til sangene, og under koncerten reagerede nogle fra publikum stærkere på sangene, end Frans på nogen måde havde forventet: 

 “Nogle sad og græd. Det kom helt bag på mig! Jeg havde slet ikke tænkt over, at folk ville reagere på den måde! Det var jo bare et lille projekt, jeg havde lavet for mig selv.” 

Blandt tilhørerne var også en af Frans´ bekendte, Ane, som er psykolog. Efter koncerten kom hun hen til Frans og udtrykte sin begejstring. Han blev nødt til at lave flere koncerter, sagde hun. Men efter at have oplevet reaktionen blandt publikum følte Frans ikke, at det var et projekt, han kunne stå alene med. Det blev startskuddet til projektet “Sange til min mor - sange og samtale om sorg og kærlighed”, som er koncerter med oplæg fra Ane om det at miste til selvmord og håndtering af sorg.  

Frans Bak modtog i år Papagenoprisen for koncertprojektet. 

Papageno-prisen gives til personer i medie- og kulturbranchen, som gennem deres virke har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde over for offentligheden.

Aldrig alene om at være efterladt

Frans fortæller, at mange af sangene lægger op til fællessang, og at publikum ofte synger med på de omkvæd, som handler om den sorg, man kan have som efterladt til selvmord. I fællessangen oplever Frans bearbejdelse af sorgen sammen med de andre, der synger med. 

Omkvædet i sangen “Skyld” lyder: “Det er ikke min skyld, det er ikke nogens skyld, vi kunne bare ikke se det”: 

“Der nogle af dem, som synger med, der nærmest råber omkvædsteksten. Det er som om, der bliver løsnet noget, som gør, at de pludselig kan fortælle deres historier”, fortæller Frans. 

Til koncerterne er der plads til, at dem, der er mødt op, kan fortælle om deres oplevelse med at have mistet til selvmord, og mange fortæller, at de kan spejle sig i lyrikken i Frans Baks sange. 

I mange år havde Frans gået alene med sin oplevelse af at miste sin mor til selvmord, og pludselig var der andre, der havde næsten den sammen oplevelse som ham: 

“Jeg laver mange koncerter for Foreningen Efterladte efter selvmord, og efterfølgende taler vi alle sammen sammen. Mange synes, at min historie rammer dem, ord for ord, fuldstændigt! Det synes jeg er meget interessant. Jeg er jo meget specifik i mine sangtekster.” 

Frans refererer igen til sangen “Skyld”, hvor han blandt andet synger, at hans mor kører til Lyngby for at købe de ting, hun skal bruge til at tage sit eget liv. At hun stod på badeværelset, hvor han kunne se, hun var ved at gå itu. 

Frans bliver pludselig rørt, da han fortæller om sangens tekst. Han rømmer sig, og siger: 

“Alle de tanker jeg har haft, de er jo nogle som alle efterladte kender. Alle der møder op til samtalekoncerterne kender til begrebet skyldfølelse: “Han sagde jo, at han havde ondt i maven” eller “han sagde, at han var meget ked af det”, “hvis bare jeg nu var taget ud til ham, så var han måske ikke død, så var han her måske i dag”. Jeg synes, det er vigtigt at huske på, at man jo ikke har slået nogen ihjel. Vedkommende har jo taget sit eget liv, så det er jo ikke nogens skyld.” 

Han beskriver det som om, at der er et udefineret ubehag, som smelter indeni ham, når han hører, at andre kan genkende deres egne historier og følelser i hans tekster. Han har eksempelvis mødt en anden, som havde mistet sin mor på omtrent samme måde på næsten samme tidspunkt. Han beskriver det som, at der opstår et forløsende åndsfællesskab, når de i øjeblikkene efter en koncert deler deres tanker og følelser om at være efterladt til selvmord med hinanden: fortæller han. 

“Det har været forløsende at spille og fortælle min egen historie og høre andres - mærke fællesskabet og finde ud af, at man ikke alene med sin fortælling. Jeg havde jo indkapslet den og følte, den var helt unik, og at der ikke var andre end mig, der havde det på denne måde”.

Frans håber, at hans fortælling kan være med til at nedbryde tabuet omkring selvmord, og påvirke, at flere åbner op og taler om deres følelser og deres tab i stedet for at indkapsle det i 40 år, som han gjorde. 

“Du skal mærke efter de følelser du har, og være okay med at have dem”, siger han. 

Stor tak til Frans Bak for at dele fortællingen med Livslinien. 

Albummet “Sange til min mor” kan høres på Spotify. 

Livslinien får mange flere henvendelser, end de frivillige rådgivere kan nå at besvare. 

Derfor har vi brug for din hjælp cirka 12 timer om måneden.

Vil du være med på holdet af frivillige og hjælpe mennesker i livskrise?

Læs mere og send din ansøgning via Livsliniens hjemmside