Sangerinde Saint Clara: “Det er altafgørende, at du snakker med nogen om de mørke tanker”

“Ingen skal føle, at de er alene om at have det rigtig svært engang imellem”.

Sådan siger 23-årige Saint Clara, da hun bliver spurgt om, hvorfor hun har sagt ja til at stille op til et interview med Livslinien. 

Mental sundhed er et vigtigt emne for hende. Hun vil gerne udbrede viden om, at det ikke er unormalt at blive ramt af psykisk sygdom, og endda have selvmordstanker i perioder.

Dét er faktisk en af hendes vigtigste mærkesager, fortæller hun. Hun vil gerne nå ud til alle dem, som følger hende på sociale medier, lytter til hendes sange og kommer til hendes koncerter, med budskabet om at det er vigtigt at tale højt om svære tanker og følelser.

Clara bor til daglig i Aarhus. Hun er sangerinde og sangskriver og er lige nu aktuel med singlen “Boys Don´t Cry”, som er en sang dedikeret til hendes fætter, sangeren Hugo Helmig, som døde for lidt over et år siden. Sangen er også til Hugos forældre og til alle andre som har mistet. Hun håber, at sangen kan give trøst og hele. 

Men det er ikke det, hun skal fortælle om i dette interview. 

Hun er mødt ind på Livslinien for at fortælle om dengang, hun befandt sig i en livskrise, og om hvordan hun i dag bruger sociale medier til at sætte fokus på mental sundhed.

Clara har fået en kop kaffe. Hun sidder og luner sine hænder på den varme kaffekop, som hun holder oppe under hagen med begge hænder. Hun begynder at fortælle:

“For fire år siden blev jeg ramt af en depression, der var så hård og svær at komme ud af, at jeg i en periode fik tanker om, at det ville være bedre, hvis jeg ikke eksisterede”, siger hun.

Hun føler sig bestemt ikke som et pragteksemplar på, hvordan man håndterer en livskrise, fortæller hun. Dengang følte hun sig ikke forstået og trak sig fra sociale sammenhænge, fordi hun ikke kunne være den ven eller det familiemedlem, som hun gerne ville være. 

Men i dag ved hun, at vi bliver nødt til at dele, hvordan vi har det med hinanden, hvis vi skal nedbryde tabu og skamfulde følelser forbundet med eksempelvis depression, angst og selvmordstanker: 

“Jeg har selv haft rigtig mange skamfulde følelser i forhold til at være deprimeret. Det er jo usynlige lidelser og dermed lidelser, der ikke bliver snakket særlig meget om. Jeg håber, at interviewet kan åbne op for et rum, hvor vi kan snakke mere om at have det svært og ikke skamme os over vores følelser. Det er jo fuldstændig humane følelser, vi alle sammen desværre nok kommer til at opleve på et eller andet tidspunkt i vores liv”, siger Clara. 

Vi vender tilbage til Claras fortælling om hendes depression senere. Først skal vi høre om et Instagram opslag, hun lagde op i efteråret for at sætte fokus på selvmordsforebyggelse. 

Selvmordstanker på Instagram

I september måned i år sidder Clara i et tog på vej hjem til Aarhus fra København og formulerer en tekst til sin instagramprofil. Hjertet banker hurtigt i brystet og sidder nærmest helt oppe i halsen. Det føles næsten som at have et angstanfald, for der er rigtig meget på spil. Hun skal nemlig dele noget om sig selv, hun ikke tidligere har delt på sin Instagram eller på scenen til koncerter. 

Hun starter med at skrive: 

“For fire år siden havde jeg en depression. Jeg havde det så dårligt, at jeg flere gange tog mig selv i at tænke, at det ville være nemmere, hvis jeg ikke var her. Jeg var også overbevist om, at jeg aldrig ville få det godt igen, men det gjorde jeg. Det er enormt grænseoverskridende at snakke om selvmordstanker, men faktum er desværre bare, at virkelig mange har prøvet at have dem”. 

Tidligere på måneden havde Clara været i USA for at arbejde. Hun bemærkede, at amerikanerne gjorde meget ud af at markere "World Suicide Prevention Month” på sociale medier. Da hun kom hjem til Danmark ændrede algoritmerne sig, og der blev pludselig meget tavst omkring selvmordsforebyggelse, når hun scrollede igennem Instagram og Facebook. Hvorfor er der ikke mere fokus på dette vigtige emne herhjemme i Danmark? 

“I USA er det en ret stor ting, hvilket det ikke er i Danmark. Det oplever jeg i hvert fald ikke. Jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke bliver postet og snakket mere om det, så jeg ville gerne tage stafetten, selvom det var nervepirrende at gå planken ud på den måde med et opslag på Instagram. Men der er jo nogen, der skal gøre det”, siger Clara. 

Sammen med et grafisk billede, hvorpå der står “September is #Suicide Prevention Month”, skrev hun en lang og ærlig tekst om dengang, hun var langt nede i en dyb depression, og om, at vi skal blive bedre til at tale om det, når krisen rammer. 

Under instagramteksten, du læste længere oppe, skrev hun blandt andet: 

“Det lyder banalt at sige, og man har har hørt det tusinde gange før, men det hjælper virkelig at snakke med andre om det - selvom jeg godt ved det på ingen måde er nemt” og længere nede skriver hun: 

“Jeg tror på, at vi kan stoppe flere fra at begå selvmord, hvis vi bliver bedre til at snakke mere åbent om vores problemer, store som små”.

Hun slutter teksten af med: “Til dig, der lige nu sidder og føler, at jorden ville være et bedre sted uden dig…. Vi elsker dig og vil så gerne have, at du bliver ❤️”  

Clara kunne sagtens have delt et opslag med fokus på selvmordsforebyggelse uden at skrive, at hun selv har haft selvmordstanker. Hun kunne have ladet frygten for negative kommentarer vinde og helt droppe at skabe opmærksomhed omkring selvmord og selvmordstanker.

Men når man har en offentlig stemme og kan nå ud til mange mennesker, så har man også et ansvar for at være med til at åbne samtalen om vigtige emner, synes hun. Det ville på en eller anden måde være hyklerisk ikke at fortælle om egne erfaringer, fortæller hun: 

“Folk ville bare tænke, “Hvad fuck ved du om det egentlig? Det er da det nemmeste i verden for dig at sige, at man bare skal tale højt om at være deprimeret eller have angst, når du ikke selv har oplevet det”. Så det var vigtigt for mig at vise, at jeg også selv har været der, og at jeg godt tør snakke højt om det, selvom jeg dengang syntes, at det var meget skamfuldt”.

Selvom Clara havde været ret sikker på, at der ikke ville komme negative kommentarer, blev hun alligevel glad og lettet over de mange positive reaktioner på opslaget: 

“Folk tog sindssygt godt imod det. Jeg tror, de blev lettede, og at det var rart for dem at mærke noget ægte og noget sårbart fra mig. Jeg tror, at der er plads til meget mere af den slags i den her tid, hvor der er så meget “fast-food indhold” på sociale medier, og hvor det hele kan være meget glansbillede-agtigt og perfekt. Så er det vigtigt, at der er nogen, som også gør op med det, for livet er ikke altid perfekt”, fortæller hun.

Clara ved, at det ikke er alle, der føler sig tilpas ved at dele ud af sig selv på samme måde, som hun har gjort i opslaget. Hun anerkender, at det for andre kan føles ubehageligt. Men selv føler hun sig allermest i kontakt med publikum og dem, der følger med på hendes Instagram, når hun deler sine skrøbelige sider:

“Det er rart for mig at ‘connecte’ med folk på den måde. Det er ikke kun for, at de skal føle sig mindre alene - det gør faktisk, at jeg også føler mig mere set i mine følelser. Jeg synes, det er en ret smuk ting at kunne ‘bonde’ på den måde med fremmede over nogle ret universelle følelser”, fortæller hun. 

Frygtede, det aldrig ville blive bedre

Vi vender tilbage til for fire år siden, hvor Saint Clara oplevede sin sidste depression. 

Allerede i folkeskolen havde hun oplevet depressive følelser og tanker, men dengang kendte hun ikke til, hvad det ville sige at have en depression. Denne gang forstod hun det bedre: 

“Jeg vidste godt, at jeg var deprimeret, for jeg havde været det før. Jeg har diagnosen ADHD, og en følgesvend til ADHD er angst og depression”, fortæller hun. 

Da tegnene på depression begyndte at vise sig igen, var hun derfor fortrøstningsfuld i forhold til at få det godt igen psykisk. Men det kom til at tage lang tid, og undervejs fik hun også tanker om at give op.

I halvandet år oplevede hun at være mere eller mindre nede i et dybt hul, og nogle gange var hun så langt nede, at det blev meget svært at se vejen op igen. 

De depressive følelser kom snigende hen af vejen, og hun husker derfor ikke helt, hvordan det startede. Når hun tænker tilbage, føles det som om, at det kom fra den ene dag til den anden. Hun husker, hvordan de dårlige dage blev flere og flere, indtil hun nåede et punkt, hvor hendes sind ikke kunne håndtere mere ulykkelighed, og derfor gik over til slet ikke at føle noget som helst. Hun følte, at der på dette tidspunkt ikke længere var nogen vej tilbage til det liv, hun havde før:

“Det bliver jo bare værre og værre, og man synker længere og længere ned i et hul. Jeg husker ikke rigtig turen derned, men jeg husker følelsen af ikke at kunne komme op igen. Det værste var frygten for ikke at blive glad igen. Er det her bare min nye virkelighed, skal jeg have det sådan her for evigt? Det er den mest uhyggelige del af at være deprimeret”, fortæller hun. 

I mørket begyndte hun at udvikle passive selvmordstanker, som eksempelvis er tanker om, at alting ville være nemmere, hvis hun ikke var i live. Hun handlede ikke på tankerne, men de kom til at fylde mere og mere. Det var blandt andet tanker om, at det ikke ville gøre noget, hvis hun blev kørt ned, når hun krydsede vejen. 

På Livslinien ved vi, at de såkaldte passive selvmordstanker ikke altid behøver at udvikle sig til handling, men det er vigtigt at være bevidst om, at de kan. Derfor er det vigtigt at sige dem højt til andre, så man kan få den rette hjælp. Nogle gange er det hjælp nok i sig selv at få talt om, at man har tankerne. 

Dengang Saint Clara oplevede at have selvmordstanker, delte hun det ikke med nogen. I en periode blev det nærmest “almindelige” for hende at tænke på døden som en udvej, fortæller hun: 

“Jeg husker, det blev det mest normale i verden at forholde sig til min egen død. Det var indtrængende følelser i tide og utide i løbet af dagen. Det kunne være, når jeg sad i toget, så kunne jeg tænke “hvad nu hvis dette tog kolliderede med et andet tog”. Nogle gange var jeg bevidst om tankerne, men meget af det lå i underbevidstheden. Jeg begyndte også at drikke ret meget i den periode, og når jeg var fuld, så blev det værre. Så blev jeg endnu mere ulykkelig. Det blev en ond cirkel, fordi jeg bare blev ved med at drikke, for at komme væk fra følelserne, men det gjorde præcis det modsatte”.

I dag er det svært for hende at svare på, om hun dengang tænkte på at gøre alvor af tankerne, for det kan man vel, når man tænker så meget på dødsscenarier, siger hun. Men tanken om familien og venner fik hende til at kæmpe:  

“Det var tanken om, at det ville være ovre for mig på to sekunder, men de skulle leve et liv med en dyb og evig sorg, og det er bare ikke i orden. Jeg er glad for, at jeg altid havde dem i baghovedet, når tankerne kom i tide og utide. Min familie og mine venner var i virkeligheden nok lyset i mørket”.

Vi skal lade andre rumme vores følelser

Som tidligere nævnt, vil Clara ikke fremhæve sig selv som et pragteksemplar i forhold til, hvordan man kommer bedst ud af depression og selvmordstanker. Hun har svært ved at huske forløbet, men hun ved, at hun ikke gjorde noget aktivt for at få det bedre. Hun må have talt med en psykolog, da hun havde en fast terapeut, hun kom hos inden depressionen ramte, men er ikke sikker, for meget af hendes hukommelse er en stor tåge. 

Hun er ret overbevist om, at depressionen kom i kølvandet på en meget travl periode, og derfor blev det hendes redning, at hun havde muligheden for at holde helt fri fra sin sangkarriere. Hun beskriver, at hun lod sig selv være i de svære tanker og følelser og blot ventede på, at det gik over. En forfærdelig ventetid. 

Her mange år efter er Clara ked af, at det skulle tage så lang tid. Hun er ked af, at hun i stedet for at række ud efter hjælp trak sig fra dem, hun elskede, fordi hun troede, de ikke kunne rumme hendes følelser. Men mest af alt handlede det nok mere om hendes forestilling om sig selv end deres syn på hende, fortæller hun: 

“Jeg ville bare deale med det selv, og når jeg så kom ud på den anden side, så var jeg i stand til at være en god ven igen - en rigtig ven, man godt gad være sammen med. Når jeg ser tilbage på det, så ville jeg ønske, at jeg havde håndteret det anderledes. Jeg ville jo synes, det var frygteligt, hvis mine venner ikke fortalte mig, at de havde det rigtig dårligt. Jeg ville da alle dage kunne rumme deres følelser, så det er jo helt fjollet, at jeg ikke vil lade andre mennesker rumme mine. Det bunder jo nok i, at jeg i virkeligheden ikke kunne rumme mine egne følelser, da jeg havde det svært. Det er jo virkelig ukærligt overfor mig selv”. 

Saint Clara har det godt i dag, men det kan stadig føles en smule ubehageligt at tale om, hvordan det var dengang. Men det er okay - det er en del af helingen, siger hun. Selvom det godt kan føles ubehageligt, kan hun godt sætte ord på, hvordan det var, uden at komme tilbage i de følelser, som hun havde dengang. Hun bliver ikke længere ked af det. 

Hun holder sit mentale helbred sundt ved at gå til psykolog, træne og så taler hun i dag meget mere åbent om sine følelser med venner og familie. Hun har fået en kæreste, og så skriver hun sange og får på den måde afløb for det, der kan hobe sig op indeni. Når hun skriver sange, er det som en terapisession, og uanset om man er sangskriver eller ej, så er hun sikker på, at det kan hjælpe at få skrevet svære tanker ud af systemet, fortæller hun: 

“Skriv det ned. Få det ud. Du renser på en eller anden måde. Jeg øver mig selv i at gøre det. Jeg kan nogle gange få rigtig meget tankemylder, hvor jeg føler, at jeg er ved at eksplodere. Jeg kan godt holde de dage ud, hvor det bare er ligegyldige tanker, som eksempelvis hvad man sagde til en anden i børnehaven engang, men når det er 47 tanker på en gang, som kun er negative, så kan jeg ikke holde det ud. Så er jeg nødt til at skrive det ned og bare få det ud. Så er det som om, at det kommer et andet sted hen, så det ikke kan manifestere sig i min hjerne”.

Hun vil dog altid anbefale, at vi taler med nogen, når livet føles svært: 

“Det lyder jo så kliché, og man har jo hørt det 1000 gange før. Men det SKAL du, for det HJÆLPER! Det er altafgørende, at man snakker med nogen om det. Jeg tror, at vi som mennesker har brug for ikke at føle os alene med vores følelser - at vi ved, der sidder nogle andre derude, der kan relatere og forstå, hvordan man har det. Det gør også noget ved os at sige noget højt, fordi man nærmest taler med sig selv, og så er der nogle ting undervejs, der går op for en, mens man taler”, siger Clara.  

Du er ikke en byrde

Interviewet med Saint Clara har varet omkring en time og lakker mod enden. Undervejs har hun delt mange kloge refleksioner. Det er derfor nærliggende at spørge ti sidst, om hun, med den viden hun har i dag, har noget, hun gerne vil sige til sit yngre jeg? 

“Hmm…” Hun sætter albuen på bordet og støtter hagen med sin hånd, mens hun kigger opad, som man ofte gør, når man forsøger at danne sig et indre billede. 

Hun tænker et øjeblik og siger så: 

“Mit ene råd vil være: Snak med dine venner eller familie eller kæreste, eller hvem du føler dig tryg ved at tale om svære følelser med, for du er ikke en byrde. Du skal lære at rumme dig selv og lade andre mennesker rumme dig, som du rummer alle andres følelser.

Mit råd nummer to er mere en ‘emotionel peptalk’: Hvad du får gjort i løbet af din dag er nok. For det med at komme ud af sengen er en fucking acomplishment i sig selv. At komme ud af sengen og få tøj på og rulle dine gardiner op og mærke sollyset - og hvis du sågar kommer ud at gå en tur, så har du klaret det godt i løbet af den dag”, siger hun og fortsætter: 

“Jeg sidder og tænker, hvad der var det mest irriterende, min mor kunne finde på at sige til mig dengang. Hun tvang mig eksempelvis ud at gå, hvilket i virkeligheden var super fint, for det var jo i sidste ende godt for mig. Men jeg hadede det, og jeg syntes det var SÅ irriterende”, siger hun og griner lidt af, hvor åndsvagt det var, at hun skulle have så modstridende følelser om det dengang.

“Så et råd kan også være: Gå nogle ture. Naturen er helende - den kan rumme din sorg”. 

Tak til Saint Clara for at være åben og dele sin historie med Livslinien. 

Livslinien får mange flere henvendelser, end de frivillige rådgivere kan nå at besvare. 

Derfor har vi brug for din hjælp cirka 12 timer om måneden.

Vil du være med på holdet af frivillige og hjælpe mennesker i livskrise?

Læs mere og send din ansøgning på www.livslinien.dk/bliv-frivillig