“De har hjulpet mig til at vælge livet til på en svær dag.”
Sådan skriver et ungt menneske, da Livslinien via instagram spørger dem, der har henvendt sig til chatrådgivningen, hvordan rådgiverne har hjulpet dem.
Vedkommende, som har skrevet ovenstående, er ikke ene om at føle, at chatrådgiverne på Livslinien gør en forskel, når livet føles rigtig svært.
Ifølge brugerevalueringer er det cirka halvdelen af dem, der har henvendt sig, som har fået det bedre efter en chatsamtale. 75 procent føler, at de er blevet taget alvorligt af chatrådgiverne.
I år fylder Livsliniens chatrådgivning 10 år, hvilket Livsliniens daglige ansvarlige for chatrådgivning, Mia Moreno, er meget begejstret over:
“Det er helt utroligt, at vi har hjulpet så mange på chatten gennem ti år. Med chatten når vi en målgruppe, vi ikke havde fat i tidligere - nemlig meget selvmordstruede unge mennesker. At vi kan hjælpe dem, er i sig selv et stort succeskriterie, og ville ikke lykkedes uden vores dygtige chatrådgivere, som på hver eneste vagt gør en kæmpe forskel”, siger hun.
Chatten blev oprettet tilbage i 2014, fordi der var så mange henvendelser til Livsliniens mailrådgivning, at rådgiverne havde svært ved at følge med. På dette tidspunkt var mailrådgivningen det eneste skriftlige medie på Livslinien. Livsliniens sekretariat havde i en periode flirtet med ideen om at oprette en chatrådgivning, hvor mennesker med selvmordstanker kunne skrive med en rådgiver i realtid - altså direkte, og ikke som ved mailrådgivningen, hvor man får svar på sin henvendelse indenfor 1 -3 dage.
Mange andre rådgivningstilbud havde dengang allerede en chat, og efter en researchtur til en hollandsk selvmordsforebyggende rådgivning, som havde udbudt chatrådgivning i nogle år med stor succes med at nå ud til sårbare unge, var de overbevist.
Med en fondsbevilling fra Egmont Fonden kunne Livslinien i maj 2014 åbne chatrådgivningen med tre åbningsdage om ugen i tidsrummet 17.00 - 21.00.
Ifølge Mia Moreno er antallet af henvendelser fra unge på mailrådgivningen siden den dag faldet støt. Der er en klar formodning om, at denne gruppe lige så stille og helt af sig selv er flyttet over til chatrådgivningen.
Det første år i chatrådgivningens historie var der 604, der henvendte sig.
10 år senere besvarer rådgiverne tre gange så mange henvendelser, og allerede fire måneder inde i 2024 har de haft flere samtaler end i hele 2014.
Siden åbningen har der været mere end 10.500 henvendelser til den anonyme chatrådgivning, hvor mennesker åbner op om nogle af de mest sårbare tanker og følelser - nemlig ikke at kunne se nogen anden udvej på problemerne end selvmord.
Der er sket en stigning i antallet af henvendelser siden 2021, hvilket hænger sammen med, at Livslinien åbnede en afdeling i Aarhus, og det blev muligt at rekruttere flere frivillige til chatrådgivningen.
I dag har Livslinien åben 6 ud af 7 dage - nemlig mandag til torsdag 17-21, samt lørdag og søndag 13-17, og der arbejdes fortsat på at udvide chatrådgivningen.
Der er 52 frivillige chatrådgivere på Livslinien - 15 i Aarhus og 37 i København.
Det er primært unge under 25 år, der gennem årene har henvendt sig til chatrådgivningen på grund af indre smerte og mistrivsel - ofte i forbindelse med en psykiatrisk lidelse, fortæller Mia Moreno, der er ansvarlig for Livsliniens chatrådgivning:
“Helt overordnet henvender de sig på baggrund af tunge psykiatriske problemstillinger. Mange bliver vurderet af rådgiverne til at være i højrisiko for at forsøge selvmord eller have akutte selvmordstanker, hvor der ofte er behov for at kontakte 112, så vi kan konkludere, at vi når en meget vigtig målgruppe med chatrådgivningen, hvilket jo er ret fantastisk, når det nu også viser sig i vores evalueringer, at de føler sig hjulpet og taget alvorligt”, siger hun.
Det er særligt unge kvinder, der benytter sig af chatrådgivning - de udgør 85 procent af alle henvendelserne. Det er også denne gruppe, som topper i statistikkerne i forhold til selvmordsforsøg - hvert år udføres der 4.000 - 10.000 selvmordsforsøg i Danmark, hvoraf den mest udsatte gruppe er unge kvinder mellem 15 og 29 år.
Når man skal hjælpe unge med psykiatriske lidelser og selvmordstanker kræver det, udover høj faglighed, stor empati, forståelse for målgruppen, og en god fornemmelse for at formidle varme og omsorg på skrift, fortæller Mia Moreno:
“Rådgiverne skal besidde en høj grad af empati, som skal afspejle sig i skriften. De skal også have en god mentaliseringsevne, som betyder, at de skal kunne sætte sig ind i den andens sted, og sætte sig ind i, hvordan det man skriver, kan blive opfattet af den, man skriver til, og hvorfor man får den respons, man gør. Det er vigtigt, at rådgiveren kan få varme og blødhed ind i teksten. Vi underviser rådgiverne i hvordan man formidler nærvær på skrift, men de skal på en eller anden måde også have det med sig fra start - for det bliver rigtig svært at tillære, hvis man ikke har fornemmelsen for det”, fortæller hun.
“Ved hver vagt bliver jeg bekræftet i, at det er et vigtigt arbejde, for der er altid nogen, der har brug for at tale med os”, siger Mille, som har været frivillig chatrådgiver i to år i Livslinien afdeling i Aarhus.
Mille kom med på holdet af frivillige allerede i anden rekrutteringsrunde efter afdelingens åbning i 2021, så hun er nu en de “gamle” rådgivere i Aarhus. Til daglig læser hun psykologi på Aarhus Universitet, og afslutter sin kandidat til sommer.
Mille har været chatrådgiver i Aarhus ved siden af psykologistudierne i to år
Hun ansøgte om at være frivillige på Livslinien, fordi hun har en grundlæggende interesse for mennesker, fordi hun gerne ville have erfaring med svære samtaler, og fordi hun gerne ville i berøring med de mennesker, som hun indtil for to år siden kun havde læst om i teoribøgerne:
“Jeg synes nogle gange, at det bare bliver ord i en bog. Jeg var nået til et sted i mit studie, hvor jeg havde brug for at møde de mennesker, jeg kan komme til at arbejde med en dag. Jeg ville ud at bruge de samtaleevner, vi får at vide, at vi har lært på studiet, men som jeg ikke havde haft mulighed for at afprøve”, fortæller Mille.
Da Mille søgte ind som frivillig, lå det ikke umiddelbart i kortene, at hun skulle være chatrådgiver. Hun kendte mest til telefonrådgivning, og vidste ikke, at der fandtes en mulighed for at henvende sig til Livslinien via chat.
Det var til informationsaftenen for kommende frivillige, hun ændrede mening. Her fortalte de sekretariatsansatte og erfarne frivillige om chatten. Da der er en endnu større oplevelse af anonymitet på chatrådgivningen end på telefonen, er det ofte mere komplekse og svære problemstillinger, folk henvender sig om. Der var derfor mulighed for at få erfaring med dybe og tunge samtaler, hvilket motiverede hende til at blive chatrådgiver.
På trods af, at hun som chatrådgiver ikke har fået så meget mundtlig samtaleerfaring, har hun fået en masse viden, som hun kan bruge i sin senere karriere, fortæller hun:
“For mig handler samtaleerfaring om, at få berøring med og kende til menneskene bag de ord, som jeg læser om i studiebøgerne - og det synes jeg, at jeg får som chatrådgiver. Der er nogle tilgange, man gør brug af i samtalen med sårbare mennesker, som man bruger både på telefon, chat og mail. På Livslinien lærer jeg at aflæse folk, og objektivt set er det sværere over chat end på telefonen, fordi du ikke kan bruge stemmeleje eller baggrundslyde til at spore dig ind på vedkommende, som har kontaktet Livslinien.”
For nylig er Mille også blevet telefonrådgiver i nattetimerne. På Livslinien kan rådgiverne ved siden af de frivillige vagter tage lønnede nattevagter.
Det har ikke været ligetil at åbne en chatrådgivning. Hér 10 år efter åbningen, kan Mia Moreno se tilbage på en tid, hvor der stødt er kommet flere rådgivere til og dermed flere åbningsdage, men der var også et år, hvor der af forskellige årsager, ikke var rådgivere nok til at besætte vagterne, hvilket betød, at en åbningsdag blev lukket ned, og dermed var der færre dage, hvor mennesker med selvmordstanker kunne henvende sig.
Siden 2017 er det dog kun gået fremad og i maj måned åbner endnu en chatdag til stor glæde for Mia Moreno og kollegaerne.
Men der er stadig behov for flere frivillige chatrådgivere.
Med 52 frivillige til at dække vagterne, er der stadig lidt vej til, at der kan være åbent på chatrådgivningen i alle ugens dage:
“Vi skal være flere rådgivere, hvis vi skal udvide chattens åbningstid. Vi skal være omkring det dobbelte antal chatrådgivere, hvis vi skal have åbent 13-21 hver dag”, fortæller Mia Moreno.
Til det kommer Mille med den klareste anbefaling til dem, der overvejer at blive frivillig på Livslinien:
“Jeg opfordrer andre til at søge, fordi det er så givende. Jeg er selv psykologistuderende, og taler ud fra det perspektiv, og jeg synes virkelig, det er noget, man skal prioritere at prøve, for man får en masse menneskelig erfaring. Jeg går altid derfra med positive følelser - jeg er glad, stolt og beæret over at få lov til være en del af Livslinien - både på grund af dem, der skriver ind og mine kollegaer. Det er et godt fællesskab på mange måder”, lyder det fra Mille.