Poul Nyrup: Når du har mistet, sidder du med en viden, der er ubærlig, og dog alligevel bærlig, hvis du kan bruge den til gavn for andre

Hvert år dør omkring 600 mennesker på grund af selvmord - 400 af dem er mænd. Det er nogens far, morfar, bror, nære ven eller kollega. 

Det er vigtigt, at vi taler sammen om de svære tanker og følelser, hvis vi skal nedbringe antallet af selvmord blandt mænd. 

Vi skal tale om det, når vi selv oplever, at livet ramler, når vi er pårørende til et menneske, der har udtrykt tanker om at tage sit eget liv, eller som efterladt efter selvmord. 

At nebryde tabu om mistrivsel, psykisk sygdom og selvmord er vores allesammens ansvar.

I denne artikelserie åbner Livslinien den svære samtale med en række mænd, der gerne vil være med til at tale om det allermest sårbare - at have mistet en nærtstående på grund af selvmord. 

De åbner op om følelser som skyld, skam og magtesløshed - og om at tage imod støtten fra de mennesker, der står dem nært. 

Vi skal tale om det, mand. 

Tak til alle mændene, der har medvirket i artikelserien, for at dele. 

Har du brug for råd i forhold til at åbne op eller spørge ind til selvmordstanker, kan du kontakte Livsliniens anonyme rådgivning på chat eller mail via www.livslinien.dk eller ringe på 70 201 201. 

"Der er noget, jeg skal nå inden målebåndet løber ud", svarer Poul Nyrup som noget af det første, da han bliver spurgt ind til, hvorfor han har sagt ja til at fortælle Livslinien om oplevelsen med at dykke ned i sin datters selvmord og åbne op om alle de svære følelser og tanker for åben skærm i den rørende DR-dokumentar ‘Nyrup - Signes far’. 

“Jeg er jo meget bevidst om, hvad det er for en megafon, jeg har fået foræret gennem mit forrige job som statsminister. Det helt store privilegium kommer i virkeligheden i tiden efter tiden som statsminister, forstå mig ret, for hvis du ellers kan finde ud af at sige noget fornuftigt, og noget, som kan hjælpe andre mennesker, så har du jo fået en stor stemme. Og det er den, jeg bruger nu”, siger han og fortsætter:

“Jeg vil gerne fortælle om smerten, og jeg vil gerne fortælle om følelserne, men jeg vil helst undgå, at det bliver en kortvarig oplevelse, og så skal vi se at komme videre til det næste i vores korte liv. Følelserne, og det at tale om dem, hører med til en meget større fortælling - en dybere fortælling. Det handler også om, hvad du selv kan gøre i det liv, der er dig betroet foran dig - sådan, at det at fortælle om, hvor tungt det er, og hvor smertefuldt det er ikke må blive tilbageskuende alene, men må også blive en ny styrke for dig, til at kunne hjælpe andre mennesker - og så vil jeg gerne tale om det.”

I 1993 da Poul Nyrup var på toppen af sin politiske karriere som Danmarks statsminister, blev han ramt af en af de største tragedier, der kan ramme en forælder. Mens han var på statsbesøg i Grønland, tog datteren Signe sit eget liv. 

Signe var 24 år gammel og havde hele livet foran sig, men efter gymnasietiden fik hun den psykiske sygdom paranoid skizofreni. 

Omkring 16.000 - 20.000. mennesker i Danmark har en skizofrenidiagnose, som er en betegnelse for en gruppe sindslidelser, som er præget af svære forstyrrelser af tankevirksomhed og følelsesliv. Ifølge Sundhed.dk begår mellem 4 og 13 procent af mennesker, som får stillet diagnosen, selvmord og 25 - 50 procent forsøger selvmord et eller flere gange. 

Man kender flere faktorer, som øger risikoen for selvmord ved skizofreni; de vigtigste er tidligere selvmordsforsøg, depression og stofmisbrug. Desuden har mænd større risiko for gennemført selvmord end kvinder, står der på Sundhed.dk.

Risikoen er særlig høj det første år, efter man har fået sygdommen.

Symptomerne kan eksempelvis være social tilbagetrækning, energiløshed og vrangforestillinger. 

I Signes tilfælde var hun et dejligt menneske, med et smukt liv foran sig, men som, ifølge Poul Nyrup, pludselig blev ramt midt i 3. g. Hun begyndte blandt andet at få vrangforestillinger om, at fremmede kiggede på hende, og fulgte efter hende, når hun gik ude på gaden, og hun skærmede sig med tørklæder, når hun var ude blandt andre.

I denne artikel kommer vi ikke nærmere ind på Signes sygdom eller årsagerne til, hvorfor hun mistede troen på sit eget liv. Vil du vide mere udfolder Poul Nyrup Signes historie og undersøger blandt andet forholdene omkring sygdommen i den føromtalte DR dokumentar. 

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage

Som et menneske, der har gået vejen fra fattig barndom i Esbjerg til toppen af det politiske virke i Danmark, har det sociale arbejde og social retfærdighed altid været en del af Poul Nyrups værdisæt, men efter tabet af datteren Signe, står det mere klart for ham, hvor vigtigt det er at give tilbage de mennesker i vores samfund, der har allermest brug for det.  

Han har eksempelvis været med til at hjælpe Livslinien på vej i organisationens tidlige år gennem sine politiske aktiviteter. Senere har han været med til at starte organisationen, Det Sociale Netværk, som arbejder for at fremme mental sundhed. Det gør de blandt andet med tilbuddet ‘headspace’, som er et gratis samtaletilbud til unge i mistrivsel. 

Også sine erfaringer fra den hårde sorgfulde tid, der fulgte efter Signes død deler han gerne, hvis der er et formål med det - han vil gerne de smertelige minder og de svære tanker og følelser, som følger med at være efterladt til selvmord, hvis det kan hjælpe andre forældre, der kan stå i samme situation: 

“Jeg tror, at når sorgen har ramt os hårdt, så finder vi  en vej til at bruge den sorg til at hjælpe andre - sagt på en anden måde, alt det, jeg ikke kunne gøre for min datter - alt det jeg ikke nåede at gøre, alt det jeg har bebrejdet mig selv, jeg ikke fik gjort for hende - at få hende til at smile og grine mange flere gange - det nåede jeg ikke, men det kan jeg gøre nu. Der er en kendt forfatter, der har sagt: “hvis døden har taget noget fra dig, så skal du give det tilbage” - og det forstod jeg ikke rigtig til at begynde med, men nu har jeg tænkt det nøje igennem, og forstår det oprigtigt - og det er det, jeg nu prøver.”

Med dokumentaren ville Poul Nyrup give tilbage til de mennesker i det danske samfund, som har oplevet at miste en af deres nærmeste på en lignende måde, eller er pårørende til et menneske med en skizofrenidiagnose. Mennesker, som kan have svært ved tale om det, der fylder, på grund af de tabuer, der knytter sig til selvmord og psykisk sygdom: 

“Når du har mistet, sidder du med en viden, der er ubærlig, og dog alligevel bærlig, hvis du kan bruge den til gavn for andre. Mit bedste råd til mennesker, der har mistet er, at når I er allermest opslugt og indhyllet og næsten smadret af smerten over at have mistet, og angsten for, hvad I nu skal, så stil jer selv det spørgsmål: Hvordan ville min datter helst se mig nu? Det er der, I skal starte igen”, fortæller han. 

Da dokumentaren endelig rullede over skærmen, var der mange mennesker, der skrev til ham og takkede ham for at sætte ord på de tanker og følelser, de selv havde svært ved at sætte ord på. Det bekræftede ham i, at det var lykkedes at nå ud til mennesker, der kunne få gavn af den fortælling, der selv havde bidraget til stor smerte i hans liv. 

Inden visningen havde han ellers været bekymret for, hvordan danskerne ville modtage den, og om han nu også kunne nå ud til de mennesker, som han håbede på. Derfor var det forbundet med en stor glæde at finde ud af, at omkring 750.000 mennesker havde reageret positivt på dokumentaren, fortæller han. 

Skulle have været et andet sted

Poul Nyrup vil gerne fortælle om datteren Signe og hvad der skete dengang, hun tog sit eget liv, men det er også vigtigt for ham at værne om hendes eftermæle. Det er fortællingen om den glade og sociale pige, der altid ville have at andre skulle have det godt i hendes selskab, der skal leve videre i ham og i andre, hun har betydet noget for: 

“De dejlige år var jo vidunderlige for mig. Hun var jo en glad pige, som elskede at synge, og vi elskede at synge sammen, og man kunne mærke, at hun glædede sig over øjeblikket. Hun var også en meget modig pige, som elskede store vilde heste på rideskolen, som hendes veninder var smadderbange for. Hun blev også nogle gange smidt af hesten, men hun var oppe igen med det samme og havde styr på det. Hun opdrættede også undulater og havde gang i katte. Hun var et stort favnende menneske, som havde så mange muligheder i sit liv. Og så havde hun et helt usædvanligt talent i forhold til at kunne se det enkelte menneske og kunne efterligne andre, så man var ved at dø af grin simpelthen”, fortæller Nyrup, og smiler et smil, der afslører, at hjertet stadig bærer mange gode minder med sig. 

Men der er også andre minder, som udspiller sig på lærredet i den indre evige biografforestilling, som han formulerer det. Det er minderne om meget sårbare perioder i hendes sidste leveår og faresignaler, som han ikke reagerede fuldt ud på, mens det politiske liv susede forbi. 

Det sværeste, fortæller han, er bevidstheden om de smerter, hun bar på de sidste par år, hun levede og det faktum, at han var alt for langt væk den dag, hun tog sit eget liv. 

Den dag i 1993, hvor Signes psykiske smerter blev så uudholdelige, at hun ikke ville leve længere, var Poul Nyrup på ministerbesøg i Grønland sammen med sin kone Lone Dybkjær. 

Godt nok var han knap 3000 kilometer væk, men hun var hele tiden i hans tanker, fortæller han. Hvor end han var, og hvad end han beskæftigede sig med, fulgte den indtrængende bekymring om hendes psykiske helbred: 

“Nu skal denne historie ikke lyde alt for transcendental eller alt for mystisk - det kan jo også være tilfældigheder, eller det kan være udslag for en dyb permanent gennemtrængende bekymring for, hvordan hun har det, og hvor hun er i det øjeblik”,  begynder han. 

“Vi står oppe på en kirkegård i nærheden af Nuuk. Traditionen er, at landsstyreformanden inviterer statsministeren op til hans forældres gravsted, for at vise, hvor rødderne er. Det er formentlig også her, han selv skal begraves. Vi står og kigger udover den underskønne fjord med havblik og farverne er så stærke. Ved siden af står et grønlandsk kvindekor og synger, og dem, der har hørt kvindekoret synge, vil altid blive bevæget af den mol-tone, de synger i. Når vi står der, er der pludseligt et øjeblik, hvor der sker noget, som jeg forbinder med, at jeg skal ringe hjem”, fortæller Nyrup.  

Kort efter beder han om at komme tilbage på ekspeditionsskibet, så han kan ringe hjem og høre, hvordan Signe har det, men på grund af vejrforholdene er der ingen telefonforbindelse resten af dagen. Næste dag når han ikke at ringe hjem, før de har ringet fra København med den værst tænkelige meddelelse til Poul Nyrup: Signe er død. Hun har taget sit eget liv.

“Jeg tror, at en af årsagerne til, jeg kunne mærke, at det var helt galt, er på grund af den forbindelse vi har til vores afkom, som er så eksistentielt - noget nedarvet gennem generationer. Min bekymring var så stærk, og samtidig har jeg også haft for travlt - og pludseligt, pludseligt kommer der en melding om “Hallo du - nu skal du virkelig tage dig sammen!” Jeg tror, det er sådan, det hænger sammen - for jeg skulle have været et andet sted”, siger han, og gentager den sidste sætning stille for sig selv: “jeg skulle have været et andet sted”. 

Der er altid noget at gøre

Ligesom med dokumentaren, håber Poul Nyrup at han med denne artikel kan hjælpe andre ved at bidrage med den indsigt, han har fået som far til en ung kvinde, der har taget livet af sig selv, og dele den viden, han desværre har fået alt for sent. 

Han fortæller blandt andet, at han talte med hende om hendes selvmordstanker. Når hun var meget ked af det, sagde hun, at hun ikke havde lyst til at leve mere. Han forsøgte at fraråde hende at gøre alvor af tankerne - trøste hende og opmuntre hende ved at fortælle hende, at der var mulighed for et bedre liv og en bedre tilværelse, end den hun kendte nu. 

Men der var en ting, han ikke vidste om selvmordsadfærd dengang, som han ville ønske han havde kendt til, så han kunne have været endnu mere opmærksom på Signes adfærd: 

“En klog gammel psykiater har fortalt mig, at når dit barn siger til dig, “jeg har det fint, der er ikke noget galt, jeg har det meget bedre, du skal ikke være bekymret”, så skal du smide alt, hvad du har i hænderne. Dengang vidste jeg ikke, at det er der, man skal være obs - fordi, der har din elskede datter eller søn overskud nok til det ultimative. Når han eller hun derimod er helt nede og fuldstændig har mistet alle kræfter, så har de heller ikke kræfterne til at tage det ultimative skridt”

På Livslinien ved vi, at det på samme måde er vigtigt at være opmærksom, hvis vores pårørende skifter sindstilstand. Hvis vedkommende, som i en længere periode har været depressiv eller lignende pludselig virker mere glad, rolig og i et lettere humør på trods af, at situationen og årsagerne til, at vedkommende har selvmordstanker, ikke har ændret sig, så kan det være tegn på, at din kære har truffet beslutningen om at dø, og dermed føler sig afklaret og lettet. 

Når Poul Nyrup gang på gang åbner op om sin historie om at være efterladt efter selvmord, er det for at fortælle forældre såvel som myndigheder, at der er meget ekstra vi kan gøre med den viden, vi har i dag, for at nedbringe antallet af selvmord blandt unge. For Poul handler det om at bruge sin stemme til at sige, at det eksempelvis ikke blot er diagnose, der mangler for at redde nogens liv - det er meget mere end det, fortæller han. Omsorgen for de selvmordstruede skal være meget mere helhedsbetonet, end vi gør os klart i dag, hvilket handler om, at vi skal afmystificere det at tale om de mange facetter af at have en psykisk lidelse og/eller selvmordstanker. 

Og så skal vi blive bedre til at tale frit om det, der hænder os i livet - især det svære såsom smerten og skyldfølelsen over, at ens barn, det menneske, man skulle passe på for alt i verden, har taget sit eget liv:

“Der er noget sandt og rigtigt i at erkende overfor sig selv, at man godt kunne gøre mere - for hvis man ikke erkender det, så var alting jo lige meget. Derfor har jeg også gjort meget ud af at vedstå, at jeg hører til den kategori af forældre, som havde så hundetravlt med mit liv, med mit arbejde, som jo dominerede i den tid, hvor Signe var allermest sårbar. Man kan sige, at for mig er det måske på en særlig bemærkelsesværdig klinge - det er jo ikke alle, der kan blive statsminister - i hvert fald ikke på samme tid. Jeg tror, der er et grundlæggende dilemma som forælder mellem ens eget liv og sit barns liv, og den modsætning, der altid vil være på kærlighedens og på travlhedens alter - og det skal vi også turde tale om.”

Tak til Poul Nyrup for at dele sin fortælling. 

Har du tanker om selvmord eller er pårørende til et menneske, der har givet udtryk for at ville tage sit eget liv, så kan du kontakte Livsliniens anonyme rådgivning på chat eller mail via www.livslinien.dk eller ringe på 70 201 201. 

Vil du være frivillig rådgiver på Livslinien, kan du læse mere og sende os en ansøgning på www.livslinien.dk/bliv-frivillig