Politiker Torsten Gejl: Folk fortæller mig, at når jeg taler åbent om det og søger afklaring, kan de også

Hvert år dør omkring 600 mennesker på grund af selvmord - 400 af dem er mænd. Det er nogens far, morfar, bror, nære ven eller kollega. 

Det er vigtigt, at vi taler sammen om de svære tanker og følelser, hvis vi skal nedbringe antallet af selvmord blandt mænd. 

Vi skal tale om det, når vi selv oplever, at livet ramler, når vi er pårørende til et menneske, der har udtrykt tanker om at tage sit eget liv, eller som efterladt efter selvmord. 

At nebryde tabu om mistrivsel, psykisk sygdom og selvmord er vores allesammens ansvar.

I denne artikelserie åbner Livslinien den svære samtale med en række mænd, der gerne vil være med til at tale om det allermest sårbare - at have mistet en nærtstående på grund af selvmord. 

De åbner op om følelser som skyld, skam og magtesløshed - og om at tage imod støtten fra de mennesker, der står dem nært. 

Vi skal tale om det, mand. 

Tak til alle mændene, der har medvirket i artikelserien, for at dele. 

Har du brug for råd i forhold til at åbne op eller spørge ind til selvmordstanker, kan du kontakte Livsliniens anonyme rådgivning på chat eller mail via www.livslinien.dk eller ringe på 70 201 201. 

Livslinien møder Alternativets politiske ordfører Torsten Gejl på hans kontor på Christiansborg. Papirdokumenter ligger stablet i høje bunker og vidner om, at der bliver brugt tid og kræfter på at læse og indhente viden, der kan give grobund for nye politiske ideer og tiltag. Den ene væg er prydet fra gulv til loft af plakater fra tidligere valgperioder med politiske slogans og mærkesager. 

Mens der gøres klar til interviewet, sidder Torsten Gejl i et lokale på den anden side af den lange gang, hvor partimedlemmerne har kontorer, og holder møde med sine kollegaer. Det virker som om, at hvert minut bliver udnyttet her, for om få minutter er klokken 10.00, hvor vi har aftalt at gå i gang. 

Selvom der er en stemning af, at der er et nyt møde rundt om hjørnet på hvert timeslag, gør han sig alligevel tid til at sætte sig ned og med nærvær og ro åbne op om den svære fortælling, der udspillede sig i hans tidlige barndomsår, og som har sat sine spor i ham og præget den måde, han begår sig i verden på - på godt og på ondt. 

En fortælling, han er begyndt at lirke mere op og bearbejde de seneste år. Han synes selv, at han er god til at tale om følelser, og taler også med sine nærmeste, især sin søster, om gode og dårlige barndomsminder - og morens selvmord. Det er dog først for nylig, han er gået ud i offentligheden med sin personlige historie om at være efterladt efter selvmord. 

Sidste år var Torsten sygemeldt med stress, og er først for nylig vendt tilbage til det politiske arbejde på Borgen. I forbindelse med sygemeldingen tog han en beslutning om at fortælle om sin mors selvmord til pressen, efter otte år i politik. Men der skulle ske noget markant anderledes for at vende  tilbage som et helt menneske efter mange år under hårdt pres. 

Alternativet havde i flere år været i krise, og medlemmerne havde forladt partiet en efter en. I tre år stod han alene med 52 ordførerskaber i Alternativet og var samtidig partiets eneste medlem af Folketinget. 

Som en enmandshær havde han forsøgt at løse Alternativets interne problemer og at opretholde partiet, alt imens den politiske katastrofe rullede hen over skærmen i nyhedsudsendelserne. 

Det lykkedes ham da også at bringe Alternativet gennem et valg og sikre partiets overlevelse . Men så kom de fysiske signaler om, at nu var det nok, og han måtte sande, at det høje tempo, de mange arbejdsopgaver og de lange dage var i gang med at knække ham. 

Begrebet enmandshær er Torsten Gejls egen måde at udtrykke sin arbejdsmetode på. Det var imidlertid kæresten, der bragte det på banen i forbindelse med hans sygemelding, fortæller han: 

“Jeg sad og var sygemeldt og prøvede egentlig bare at være en overlever. Jeg skulle hurtigt tilbage på borgen, og tænkte på alle de opgaver, mine kollegaer nu skulle lave, hvor meget af deres tid, jeg stjal ved at være sygemeldt. Jeg fulgte med i nyhederne og følte, at jeg skulle tilbage og redde det hele. Så sagde min kæreste: det går jo ikke, at du bliver ved med at være en enmandshær, sagde hun. Der mærkede jeg, at jeg har sådan et kriger-gen. Jeg har brugt det til mange ting gennem mit liv. Bygget virksomheder og organisationer og partiet Alternativet. Jeg kunne mærke, at enmændshæren eller overleveren, stammede et sted fra. Jeg ville ikke tage den med mig videre i livet, da det er for hårdt. Så for at kunne begrave enmandshæren, måtte jeg vende tilbage, hvor den kom fra, som var de år, hvor min mor blev rigtig syg.” 

Gav slip på sin mor, før hun gav slip på ham

Torsten Gejl voksede op i Aarhus sammen med sin mor, far og lillesøster. I en alder af bare seks år oplevede han, hvordan psykisk sygdom kan fortære sindet og få et menneske til at gå i opløsning og blive til en helt anden, end den man kendte og kunne søge tryghed hos.   

Når Torsten Gejl tænker tilbage på sine tidlige barndomsår, husker han en mor i psykisk smerte. En mor, der henover en periode på fire år led, drak for meget alkohol og var oppustet af datidens psykofarmaka. Og så var hun voldsom. Ikke over for ham og den yngre søster, men over for faren, som altid forsøgte at få ro på situationen og glatte ud. 

Noget af det, som Torsten især husker fra dengang, er, når de to søskende blev lagt i seng. Næsten hver aften faldt de i søvn til  morens højlydte vredesudbrud, som kunne høres gennem væggen inde på børneværelset. 

Hjemmet, som skulle være deres trygge base, var et sted præget af stress og usikkerhed i forhold til morens mentale tilstand. Hun blev ofte indlagt og udskrevet fra psykiatrisk afdeling på Risskov, og hver gang håbede han, at moren ville komme rask tilbage, og at de kunne leve videre som en almindelig familie. 

Nok var hun rolig, når hun kom hjem efter et ophold på psykiatrisk, men hver gang fik hun tilbagefald og fik det faktisk endnu værre. Håbet om en rask mor svandt ind indlæggelse for indlæggelse, fortæller han: 

“Da hun blev indlagt for femte eller sjette gang, begyndte jeg at tænke, at hun ikke ville blive rask igen. Jeg tror, at man som barn bliver nødt til at give slip på håbet, fordi man ikke kan holde ud at blive skuffet, hver gang ens mor for øjnene af en bare bliver mere og mere syg og ikke kan rumme hverken sit eget barn eller livet. Jeg tror, at det var der, jeg blev en overlever - en worst-case-scenario-type, der forsøger at korrigere efter, at det kommer til at gå galt, for ikke hele tiden at blive skuffet”. 

Torsten begyndte at tage ansvar for at opretholde den gode stemning, når moren begyndte at råbe, ved eksempelvis at prøve at bringe neutrale samtaleemner på banen midt i alt kaosset. En nærmest umulig opgave for en lille dreng, som ikke burde være den, der passer på de voksne, men den, der blev passet på. 

Morens voldsomme adfærd, og usikkerheden, der fulgte med de mange genindlæggelser på Risskov gjorde, at Torsten forlod hende, før hun forlod ham - for at beskytte sig selv, fortæller han. 

Uroen og utrygheden fik en brat ende

Ifølge Torsten Gejl havde moren en meget hård kronisk depression, som tog alt håb fra hende. I tiden op til selvmordet husker han hende som meget angst og tynget af skyldfølelse. Han husker, at han dengang objektivt godt kunne se, at det var sygdommen, der gjorde, at hun ofte var i en tilstand af vanvid. Han ønskede for alt i verden, at hun skulle blive rask. 

Desværre nåede hun aldrig at blive rask. Da Torsten var otte år gammel, tog moren sit eget liv i barndomshjemmet i Aarhus. 

Med selvmordet stoppede de høje vredesudbrud, ulykkeligheden, utrygheden og de mange bekymringer, der knyttede sig til morens tilbagevendende indlæggelser, fra den ene dag til den anden. Torsten fortæller, at han i dag selvfølgelig havde foretrukket, at moren havde fået den rette medicinske behandling, som man kan få i dag, og at hun stadig havde været i live. 

Når man er otte år gammel, er man i nogen grad gammel nok til at forstå, at døden er uigenkaldelig, men i den her sammenhæng og i børnehøjde betød morens død, at han og lillesøsteren fik mulighed for at få et nyt og mere trygt liv sammen med deres far:

“Det kan godt være, det lyder mærkeligt, men jeg følte faktisk fred, da min mor tog sit eget liv", siger Torsten Gejl, da han bliver spurgt ind til, om han kan huske, hvilke følelser og tanker, der ramte ham dengang. 

Det var imidlertid ikke kun utrygheden og den højlydte råben, der forsvandt. Gode minder og stunder blev også begravet sammen med moren. Faren håndterede morens død ved at brænde hendes ting - en handling som Torsten i dag ikke bryder sig om at tænke på, men han forstår, hvorfor faren reagerede som han gjorde.

“Det der med at brænde hendes ting var jo fuldstændig vanvittigt, men det var han nødt til for at kunne komme videre med sit liv. Men sådan noget må man jo ikke gøre, for børn har jo brug for at have den historie”. 

Følelser og tanker omkring morens pludselige død blev undertrykt. Torsten blev sendt direkte tilbage i skole kort efter, som i øvrigt var et utrygt sted at være, da Torsten blev udsat for mobning af de andre elever. Der var ikke mulighed for psykologhjælp, og han mindes ikke at have grædt over tabet af sin mor. 

Hele håndteringen af morens død har været med til at give Torsten en hårdhed, som han har taget med sig gennem livet - et overlevelsesinstinkt. På trods af det hele, er han glad for opvæksten og livet med sin far og søster, fortæller han: 

"Jeg har haft en far, som har været en solid klippe gennem det hele. Jeg har en søster, der er blevet forfatter og har skrevet ti bøger. Hendes sidste bog hedder De Unævnelige, som handler om min mors selvmord. Min søster og jeg har jo måtte håndtere det hele vores liv, med de ar det giver - for det gør giver ar! Men vi har også været så svineheldige, at vi har haft et talent og en far, der hele vejen har været garant for, hvad der var op og ned. Så vi har begge to forløst mange af vores drømme. Men det har heller ikke været let”, fortæller han.

Mange har svært ved at tale om at være efterladt efter selvmord

Efter Torsten Gejl har åbnet op om sin mors selvmord til pressen, og fortæller hvordan han i forbindelse med sin stresssygemelding har taget fat om traumet og åbnet op for sorgen og de mange følelser, har han fået mange henvendelser fra fremmede, som fortæller, at de kan spejle sig i hans fortælling: 

“Jeg tror, der er mange, der har utrolig svært ved at tale om det, fordi det kan være forbundet med kraftig eftervirkning og store traumer. Jeg fik utrolig mange henvendelser fra folk, der siger, at dét, at jeg taler om det og søger afklaring, betyder, at de også kan tale lidt om det og søge terapi. Det betyder meget, at det har nyttet for nogen, at jeg lægger hele min voldsomme og ulykkelige barndom ud i det offentlige”, siger Torsten Gejl, som selv har oplevet tabu omkring sin mors selvmord: 

Der var meget, der skulle tænkes igennem, men da han havde truffet beslutningen om at fortælle hele Danmark, at hans mor tog sit eget liv, da han var lille, var det ikke svært at åbne op til offentligheden. Det var nødvendigt for at kunne begrave enmandshæren og få et mentalt sundere arbejdsliv. Det er ikke selvterapi, forklarer han, for han har talt om det med forskellige terapeuter gennem livet. Han ved, at barndomstraumer og dårlige tillærte vaner og tankemønstre ikke er noget, man “fixer” en enkelt gang hos psykologen. 

At gå i terapi er udfordrende, men man ender et godt sted, fortæller Torsten Gejl. Han sammenligner terapien med at sejle i kano ned af en vild og brusende elv: 

“Man sejler ned af den larmende elv og strømmen er vild. Man kæmper og bliver forpustet. Man skal undvige og rundt om sten og træer - kanoen skal styres til højre og til venstre - det kan hurtigt gå galt. Men for enden af elven ender man ud i en stille blank sø. Vandet er dybt og der er højt til himlen. Her er der ro til tanker i stedet for kamp. Det er et af de billeder, jeg arbejder med”, fortæller han. 

Det er også fornemmelsen af en rolig sø, man får, når man sidder overfor Torsten Gejl, som roligt fortæller om den svære barndom, og hvad det har betydet for ham, at moren tog sit eget liv, da han var otte år gammel. 

Papirbunkerne omkring os stikker op som vilde tuer af uigennemtrængelige græsser og siv, men her midt i det hele er der havblik. Her er tid til tanker, minder og fordybelse. 

“Uanset, hvor slemt det går, har jeg prøvet noget, der var værre”

Det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, er ikke en talemåde som Torsten Gejl støtter op om, men hans erfaringer har vist ham, at der godt kan være noget positivt i at finde en styrke i det, som livet har budt dig. Men det skal ikke være nedbrydende for selvet. Hans egen oplevelse med morens selvmord og de undertrykte følelser har givet ham et gåpåmod og en mentalitet, som har ført ham langt, men blandt andet også været medvirkende til, at han måtte sygemelde sig med stress. 

Når tingene har været hårde, har han ubevidst taget for meget på sig - for kan man overleve, at ens mor forlader en som otte-årig, kan man jo håndtere hvad som helst - “Uanset, hvor slemt det går, har jeg prøvet noget, der var værre”, siger Torsten Gejl, som efter sygemelding og terapi har indset, at den mentalitet ikke holder i længden, hvis han gerne vil leve et liv i balance. 

At åbne op om sin mors selvmord og bearbejde de fortrængte følelser er med til give ham en større forståelse af egne tanker og vaner, samt hvad der ligger til grund for usunde handlemønstre: 

“Jeg kan godt være meget nærtagende, jeg kan også godt være meget temperamentsfuld. Mange morgener har jeg angst og katastrofetanker. Der er mange ting, som jeg kæmper med, synes jeg. Jeg har gennem terapi fundet ud af, at det kommer fra den samme grundfølelse af ulykke - som sikkert stammer fra alt det med min mor. Derfor spurgte min terapeut mig, om jeg nogensinde havde sørget over min mor - og det har jeg faktisk aldrig - jo, jeg har grædt hos mange terapeuter - men først senere i mit liv. Så jeg har måske ikke rigtig tilladt mig selv at føle det savn. - nok fordi det dels har været utrolig svært at få hul på, og svært at rumme, at hendes liv skulle ende så ulykkeligt. Jeg tænker på hende hver dag, om det så bare er en følelse, en duft, en tanke eller en refleksion”, fortæller han. 

I dag er Torsten tilbage i det politiske arbejde. Han passer på sig selv og vil ikke arbejde i et lige så højt tempo og under samme arbejdspres, som tidligere. Han vil dyrke slow-politics, fortæller han, hvor der skal være tid til at fordybe sig i processer og politiske beslutninger i stedet for hurtige løsninger. 

Det har hjulpet ham godt på vej at tage fat om de tanker og følelser, som har knyttet sig til morens psykiske sygdom og selvmord, og som har gjort, at han har taget alt for meget ansvar på sig. 

Løbende terapi har været en hjælpende hånd, og han vil råde andre efterladte til at række ud og tale om det svære: 

“Tag dig selv alvorligt og arbejd med det. Lad være med at acceptere et liv i smålidelse, angst eller andet, der kan være forbundet med tabet. Man kan få hjælp, og det kan bearbejdes. Tro ikke, at det bearbejdes på en halv time, en formiddag eller to uger. Hav viljen for dine nærmestes skyld - din kærestes skyld, din kones skyld, din mands skyld eller dine børns skyld. Hav viljen til at arbejde med de ting, som måske skyder dem væk fra dig, og som de lider under. Om det er voldsomhed, alkohol eller hvad søren man nu dulmer følelserne med. Find en vej ind til at lægge de ting på hylden, så du ikke lige pludselig står i en situation, hvor folk ikke kan relatere til dig, fordi du ikke håndterer de ting, som du ikke selv er skyld i, men som præger dig negativt. Så for guds skyld - kæmp for at være noget for dig selv og for dine relationer”, fortæller han.