Hun er drevet af at være med til at gøre en forskel, både som menneske og som leder, og derfor har hun sagt ja til det øverste sæde i Livslinien.
Efter otte år i bestyrelsen og omkring tyve års ledererfaring, overtager Susanne Philipson rollen som leder af Livsliniens bestyrelsen.
Det sker i forbindelse med en større rokade i Livsliniens bestyrelse, hvor fire ud af syv medlemmer går på velfortjent ’pension’ og forlader organisationen på samme tid.
Forhenværende Souschef i Socialministeriet Frode Svendsen træder af efter 10 år som formand og 18 år i bestyrelsen. Derudover træder professor i psykiatri Merete Nordentoft af som næstformand og advokat Mads Thyregod, samt pensioneret socialpædagogisk konsulent Elsebeth Hytten også ud af bestyrelsen.
Den nye bestyrelse består nu af bestyrelsesleder Susanne Philipson og vicebestyrelsesleder provst Sofie Frost Bondorf. Cecilia Garibaldi, sekretariatschef i Aarhus Kommune; Solveig Dalgaard, juridisk rådgiver; Henrik Rindel Gudbergsen, læge og Lars Østergaard, Marketing Lead, tiltræder som nye medlemmer af bestyrelsen.
Susanne arbejder til daglig som områdeleder på det specialiserede socialområde i Furesø Kommune, og inden da var hun direktør i kvindekrisecentret Danner. Hun besidder også en bestyrelsespost hos Mandecentret, som er et landsdækkende tilbud, der tilbyder midlertidig bolig og gratis ambulant rådgivning til krise- og voldsramte mænd, og hun har tidligere haft et repræsentantskab hos det sociale tilbud Kofoeds Skole. Derudover stiller hun gerne op for organisationen Thin Blue Line, som hjælper tidligere betjente, der har fået en psykisk eller fysisk arbejdsskade, hvis der er brug for hjælpere ved et arrangement.
Susannes karriere inden for socialområdet formede sig kort efter, hun var trådt ind på arbejdsmarkedet.
Hun er oprindelig uddannet politibetjent og har arbejdet både som gadebetjent og politikommissær. Udover at sætte kriminelle bag tremmer, oplever man som betjent også samfundets skyggesider og tragedier, og på den måde, har der været en rød tråd gennem erhvervskarrieren allerede fra start, fortæller hun:
“Jeg har jo gennem en stor del af mit arbejdsliv beskæftiget mig med nogle af de allermest sårbare borgere. Jeg er drevet af at være med til at gøre en forskel - både som menneske, helt grundlæggende, men også som leder. Det at gøre en forskel på Livslinien handler jo om at hjælpe mennesker til at få lysten til livet tilbage, eller i hvert fald give dem mulighed for at have nogen at tale med om deres tanker og følelser. Organisationen er med til at gøre en positiv forskel for rigtig, rigtig mange mennesker”.
Livslinien: Hvad betyder det for dig at træde ind som bestyrelsesleder efter otte år som bestyrelsesmedlem?
“Jeg føler mig meget privilegeret, og også ydmyg omkring det. Den tidligere formand, Frode Svendsen, har jo været her i mange år, og dermed kan det være store sko at træde ned i. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet sammen med den nye bestyrelse. Vi er så heldige, at vi har fået fire nye topmotiverede og kvalificerede medlemmer, så jeg tænker, at det bliver rigtig godt”.
Livslinien: Hvordan vil du sætte dine mange års erfaring med ledelse i spil som leder af bestyrelsen?
”Jeg bærer jo godt nok titlen som bestyrelsesleder, men jeg er jo ikke hele bestyrelsen. Bestyrelsesarbejde er noget vi gør sammen – først og fremmest i forhold til det formelle juridiske ansvar, man skal leve op til som bestyrelse, men også bestyrelsens arbejde med forandring og strategi. Alt dette i tæt samarbejde med direktøren. Jeg kan bruge mine erfaringer i udviklingsarbejdet eller konstitutionsarbejdet, eksempelvis i forbindelse med at se muligheder og arbejde strategisk og systematisk. Jeg er også god til at sætte andres kompetencer i spil, og trives bedst i processer, hvor man hører og inddrager forskellige perspektiver - jeg synes, det er den måde, man træffer de bedste beslutninger. Jeg kan godt lide at være i dialog og ser heller ikke nødvendigvis uenigheder som udelukkende dårligt – de kan tværtimod være utrolig udviklende.
Livslinien: Hvad var din motivation i forhold til at blive en del af Livsliniens bestyrelse i første omgang?
“Jeg var faktisk så heldig, at Frode Svendsen ringede for at høre, om det ikke var noget for mig at blive medlem af Livsliniens bestyrelse - og det var det. For mig handlede det om at blive en del af en organisation, hvor jeg med mine ledelsesmæssige og faglige kompetencer kunne bidrage til en meget vigtig sag. Jeg synes, at det lød rigtig spændende, og følte det meget privilegeret at blive spurgt. Så jeg var sådan set ikke i tvivl om at sige ja dengang”.
Livslinien: Hvad er godt bestyrelsesarbejde set fra dit perspektiv?
“Det handler om, at man som bestyrelse og ledelse træffer de rette valg for organisationen, og at man er tro mod Livsliniens formål og eksistensberettigelse. Livsliniens formål er at hjælpe så mange som muligt på den bedst mulige måde, og i den forbindelse er det vigtigt at se på, hvilke indsatser, vi skal fokusere på, og hvilke strategiske pejlemærker, der skal til for at komme derhen. Det handler om at have snuden i sporet i forhold til formålet, og i forhold til at fastholde at Livslinien som en attraktiv arbejdsplads. Vi får jo rigtig mange ansøgninger, både når det kommer til stillinger i sekretariatet og som frivillig. Men det er vigtigt, at vi især holder fokus på rekruttering af frivillige, for der kæmper vi jo med alle de andre gode organisationer, som også er afhængige af frivillige kræfter. Derfor skal vi som ledelse blandt andet sikre rammerne for, at Livslinien er et attraktivt sted at være frivillig, så de mennesker, der har brug for vores rådgivning, kan mærke det. Det er jo en utrolig stor ledelsesopgave, som ikke kun ligger hos bestyrelsen, men skal udføres i samarbejde med direktøren, Jeppe Kristen Toft, og sekretariatet”.
Livslinien: Har du ambitioner om at skabe resultater?
“Det tror jeg, alle i bestyrelsen har, og det tror jeg også direktøren har. Det handler om, at vi sammen skal finde ud af, hvilke resultater og hvilke strategier, vi skal benytte for at opnå resultaterne. Det kan eksempelvis være resultater i forhold til at besvare flere henvendelser. I bund og grund handler det om at vise, at det man gør, rent faktisk har en effekt. Når vi har fået afklaret hvilke resultater, vi gerne vil opnå, skal vi sætte pejlemærker eller effektmålinger. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med det strategiske arbejde”.
Livslinien: Der er netop kommet flere midler til Livslinien på finansloven fremadrettet. Er det noget, der vil påvirke det strategiske arbejde?
"Ja bestemt. For det første er det positivt, at politikerne har indset, at Livsliniens arbejde er så vigtigt, og at der skal allokeres flere midler hertil. For det andet, så giver det jo noget ro i organisationen, at Livslinien ikke hele tiden skal kigge efter et økonomisk grundlag. Men der følger også en stor forpligtigelse med, som handler om, at vi skal kunne hjælpe flere. I den nye handlingsplan for selvmordsforebyggelse er der et mål om at reducere antallet af selvmord med 200 om året inden 2030 på Linje med FN’s Verdensmål, og med flere midler er der ro til at undersøge, hvordan Livslinien kan bidrage til, at vi i Danmark når det mål”.
Livslinien: På Livslinien arbejder vi med aftabuisering af selvmord og selvmordstanker, og vil gerne tale åbent om problematikken. Derfor vil vi gerne høre dig, om du har haft selvmord inde på livet?
“Jeg har haft selvmord inde på livet i forbindelse med mit arbejde. Som menig politibetjent har jeg desværre været ude til en del selvmord. Jeg ved, at det at være i krise og have selvmordstanker er meget tabubelagt og derfor er svært at tale om for mange. Jeg har arbejdet med vold mod kvinder og mænd, som jo også er et tabuiseret emne, som jeg har arbejdet med at få aftabuiseret. På samme måde synes jeg, det er vigtigt at få nedbrudt tabu omkring at være i livskrise, så man ved, hvor man kan få hjælp til at tale om sine problemer. Jeg vil også gerne være med til at give de mennesker en stemme. Det kan man eksempelvis gøre politisk eller ligesom Livslinien - ved at gøre opmærksom på, at der eksisterer anonym rådgivning, og at det er vigtigt at tale om det, der føles rigtig svært”.
Tak til Susanne for de mange år i Livsliniens bestyrelse og for at have mod på og lyst til at tage over efter forhenværende formand Frode Svendsen.