Initiativet (forfattet i 2013)

Livslinien blev født i 1994 på grund af en livserfaring. To år tidligere havde jeg forsøgt selvmord, og da oplevede jeg en meget mangelfuld og tilfældig hjælp i en meget svær livskrise. Da jeg kom igennem min livskrise, var jeg fast besluttet på at etablere en landsdækkende frivillig telefonrådgivning. På det tidspunkt var der adskillige mangler i forhold til at hjælpe mennesker med selvmordstanker, eller som ligefrem havde et selvmordsforsøg med i bagagen:

• Der var meget tabu om emnet, og derfor var det ikke på den politiske dagsorden
• Der manglede behandlingstilbud. Det skulle frem i lyset
• Der var intet talerør for selvmordstruede og pårørende

For at imødegå disse mangler skulle Livslinien være et inkluderende tilbud - alle selvmordstruede skulle have mulighed for en samtale.

For mig var målene klare fra første dag - jeg ville for egne private midler slå igennem mediemuren og mobilisere en masse frivillige. Viljen og engagementet var enormt - og troen på sagen var massivt til stede i mig. Ikke alle delte dengang troen. Da jeg stiftede Livslinien, var der mange i behandlingssystemet, som fortalte mig, at det var en håbløs mission, som ligefrem kunne gøre mere skade end gavn. Behandlerne mente, at de var de eneste, der kunne hjælpe mennesker med psykiske problemer. Deres faglighed var det afgørende. I dag er det tydeligt, at den frivillige, medmenneskelige indsats kan noget andet end behandlingssystemet kan. I psykiatrien bliver der fokuseret så meget på sygdomme, diagnoser og behandling, at vi risikerer at glemme, at der altså gemmer sig et menneske bag. Det betyder samtidig, at vi overser det helt grundlæggende; nemlig nærheden. Det menneskelige møde, som jeg tror er det afgørende gennembrud for det enkelte menneske i krise.

Jeg har på egen krop erfaret, hvor vigtigt det er at blive mødt som menneske. Som ung mødte jeg en højskoleforstander og en dejlig familie i Hinnerup, som jeg i en periode boede hos. Disse menneskers tilstedeværelse og nærvær blev et personligt gennembrud for min tilbagevenden til livet. Jeg tror aldrig det er gået op for dem, at de gjorde noget specielt, men deres samtaler gjorde en afgørende forskel. Min pointe er, at man aldrig kan vide, hvornår en samtale bliver et positivt gennembrud for et menneske i krise. Derfor skal vi altid søge nærværet og den gode samtale, for den kan være vital for et andet menneske.

Engagementet er drivkraften hos både vores mange frivillige og hos mig selv. En væsentlig årsag til engagementet er, at vi er lykkedes med at nå vores mål. Mange hundredetusinde rådgivningstimer har vi haft siden Livslinien blev etableret, og hvert år besvarer vi mere end 17.000 henvendelser fra mennesker med alvorlige selvmordstanker eller dybe livskriser. Derfor gør vi en forskel hver dag og forebygger dagligt selvmord. Mere end 1.500 frivillige har vi uddannet igennem årene. Det betyder at der rundt om i landet findes en masse ambassadører, som tager deres viden fra Livslinien med ud på deres arbejdspladser og private liv og gør en forskel der.

Det er kernen i Livslinien: vores mange og dygtige frivillige. Vi er i dag 200 frivillige som nyder respekt i fagkredse, ministerier og på Christiansborg. Livslinien har modtaget mange priser for sit frivillige arbejde: Lillebrorprisen fra Børnehjælpsdagen, Lionsprisen ved Prins Henrik samt Feminas Kvindepris.

I 2005 opnåede Livslinien officiel anerkendelse for organisationens vedholdende arbejde og kom på finansloven. Den faste støtte har været afgørende for at Livslinien har kunnet fastholde sit arbejde og gennem særligt fundraisede midler har kunnet udvide åbningstiden. I tillæg til dette har Livslinien ydermere formået at etablere en mail- og en chatrådgivning, så vi i dag har tre forskellige rådgivningstilbud med hver sit særkende og med hver sine muligheder. 

Morten Thomsen
Initiativtager