Jan Magnussen

Da min storebror Smed, han hed Claus, men blev kaldt Smed, døde, var min kone Chrisser, min søn Luca og jeg i USA. Jeg kørte testkørsler, og vi holdt en lille ferie omkring Thanksgiving. Vi havde haft en fantastisk dag sammen med nogle amerikanske venner, og vi var taget hjem på hotellet og var gået i seng. Og så midt om natten begynder vores telefoner at ringe. Først ringer min, og så ringer Chrissers. Jeg gider ikke tage den, fordi det er midt om natten, og vi er ofte ude for, at folk ikke ved, vi er i USA og derfor ikke er opmærksomme på tidsforskellen. Men telefonen ringer igen og igen og igen og igen. Så tager jeg den, og det er så min ældste storebror Erik. Erik nærmest råber ind i røret, "Smed er død. Han har skudt sig selv!".

Det er så uvirkeligt, når man får det at vide, og man kan ikke få det til at passe sammen i hovedet. Jeg tror faktisk, at der gik et stykke tid, før Erik sagde, at Smed rent faktisk var død. Jeg kan huske, at der var en kort periode, hvor jeg bare havde forståelsen af, at han havde skudt sig selv. Men jeg manglede at få at vide, at han var død af det. Der er sådan et uvirkeligt øjeblik, hvor man ikke ved overhovedet, hvad der er op og ned. Det hele stod stille et kort øjeblik, hvorefter det føltes, som om hele verden styrtede sammen om ørerne på mig. Jeg kunne slet ikke forstå det. Og at det var selvmord var komplet uforståeligt.

Det var sådan en mærkelig fornemmelse. Aftenen i forvejen havde jeg haft en rigtig god, lang snak med Smed, hvor vi havde aftalt, vi skulle på ferie sammen, og vi ville booke et cruise. Vi skulle til USA på en stor tur, som vi havde gjort det et par gange før i Caribien. Han syntes, det var super fedt, og det synes vi også, og så var han midt i den her skilsmisse, som åbenbart tog virkelig hårdt på ham.

Jeg ved jo ikke, hvad der er foregået i hovedet på ham, men jeg har det som om, han har lavet en fejl, som han bare ikke kan komme ud af. Som om han har lavet en fejl, vi andre heller ikke kan komme ud af. Han havde været til fødselsdag og havde haft en super god aften og underholdt, som han plejede. Og så tror jeg simpelthen, at da han kom hjem på gården, så var han der alene, og det var mørkt og det hele. Så har han drukket sig fuld og har skudt sig selv. Jeg har sådan på fornemmelsen, at hvis han havde sagt "ok, men jeg gør det bare i morgen", så var det aldrig sket.

Når man er i USA, så er man langt væk hjemmefra. Men når man får sådan en besked, så er man pludselig virkelig langt hjemmefra, langt væk fra sin familie. Jeg prøvede at få ringet lidt rundt og høre, hvad folk vidste. Min far var helt rundt på gulvet. Han kunne heller ikke finde ud af det overhovedet. Det føltes meget, som om han gik og håbede på, at politiet ringede og sagde "arh, han skal nok klare den".

Samme aften som vi var kommet hjem fra USA, havde folk lavet et kæmpe mindebål ude på Smeds gård. Der kom helt vildt mange mennesker. Jeg tror, der var omkring 200 mennesker omkring bålet, og jeg havde tanken, at havde Smed bare set alle de mennesker, der var kede af det, så havde han aldrig gjort det. Ved bisættelsen af Smed kom der 800 mennesker i Roskilde Domkirke. Vi fyldte domkirken helt op, og jeg har aldrig før set så mange blomster. Og det gjorde mig egentlig mere gal end ked af det. En følelse jeg stadig har. Det var så ulig Smed, at gøre så mange mennesker kede af det. Og jeg mener stadig, at når der kommer så mange mennesker til din bisættelse, så har du fandeme taget en forkert beslutning.

Smed var en vildbasse. Helt, fuldstændig ude af kontrol. Men med sjove ting, og sjove påfund. Han kunne finde på de mest vanvittige ting. Når han var med til et eller andet, så gik folk altid og ventede på "hvornår kommer Smeds åndssvage indslag?" Det var altid vildt og med eksplosioner og ild. Men det var aldrig andre end ham selv, det gik ud over. Så det er så atypisk, det her med et selvmord, som ender med at gå ud over alle andre end ham selv.

Jeg synes stadig, at jeg går og bøvler med det. Rasende, gal og sur er det tætteste, jeg kan komme på den helt ærlige følelse, jeg har. Selvfølgelig er jeg også ked af det, men det ender som regel med, at jeg bliver gal på ham. Jeg har accepteret, at han ikke er her mere, men jeg har ikke accepteret, at han valgte den udvej, at han bare gav op. Jeg er arrig og gal over den situation, han har sat os alle sammen i, og at han har forladt sin egen, lille søn.

Jeg kunne måske godt have savnet den der nedtur, som følger med, når nogen er rigtigt kede af det. Den har jeg egentlig aldrig rigtig haft. Jeg har haft perioder, hvor det har været slemt. Og jeg har da også grædt over det, det er ikke det. Men det, der fylder mest, er, at jeg er sur på ham.

Nogle af de ting, der kan gøre mig sur, er, at han virkelig ledte efter oplevelser. Han ledte efter vilde ting, og jeg synes, mit liv er fyldt med mange fede oplevelser hele tiden. Han var vild med USA, og jeg går tit rundt derovre og oplever et eller andet stort, og så kan jeg blive sur, fordi jeg tænker "hvordan fanden kan du opgive det her?". Misse alt det her, vi går igennem nu. Han havde sin søn, og vi havde jo lige fået min søn Luca, så han nåede at møde Luca, men siden da har vi også fået en datter. Hvordan kan han lade være med at være en del af denne her familie? Altså, han brændte jo virkelig meget for at være en del af familien.

Jeg har også været sur og tænkt at "hvad helvede, mand? Efter alt det, jeg har været igennem, det jeg har klaret, det har jeg rejst mig fra, og det jeg har fået et godt liv ud af, og så smutter du bare på grund af en skilsmisse". Det er en kujonløsning på problemet. Uanset hvordan man vender og drejer det. Fordi han gav op uden at tage kampen op. Hvordan fanden kan han gøre sådan noget? Noget som er så ondskabsfuldt overfor så mange andre.

Jeg har været så ude at skide med mit eget liv, at det har været frygteligt. Og jeg vil sige, det er jo nok de færreste, der ikke i et splitsekund har tænkt på selvmord, uden dog at føre tanken videre. Men jeg må sige, at jeg slet, slet ikke er kandidat til selvmord og slet ikke efter at have oplevet det her. Fordi jeg har set, hvad det gør ved alle folk omkring dig. Det kan godt være, at man i arrigskab ville tage beslutningen for at såre en bestemt person, og det er jo garanteret det, han har haft i tankerne. At nu skulle hun fandeme såres. Men det stopper bare ikke der. Det rækker så langt ud, der er så mange andre, du sårer. Så kommer man igen tilbage til, at når du kan fylde Roskilde Domkirke op til din bisættelse, så har du fandeme taget en forkert beslutning.

Med tiden får man det selvfølgelig på afstand og sådan noget, men jeg kan da mærke det stadigvæk. Her den anden dag fandt jeg f.eks. en gammel telefon, og så sad jeg og rodede den igennem, og så kunne jeg se gamle sms'er. Så var der lige pludselig en hel masse sms'er mellem mig og Smed. Så begynder man at tænke "puh", og får den der følelse i maven igen. Den her, hvor man ikke forstår noget. Fordi jeg fik sms'er omkring, at vi skulle på cruise. Små ting, som at få slettet hans telefonnummer i min mobil og sådan noget, det er sådan nogle ting, der er lidt svære at få gjort. Men jeg ved også fra mig selv, at jeg skal videre. På en eller anden måde skal jeg jo videre. Det skal vi alle sammen. Det synes jeg også, vi alle sammen er kommet så godt, som man nu kan. Men det er måske også forkert at gå og lede efter en direkte afslutning, fordi man glemmer jo aldrig. Det kommer og går jo engang imellem.

Jeg drømmer også om Smed. Det er kun 3 dage siden, jeg drømte om ham sidst. Og der dukkede han bare op efter aftale med Chrisser. Så er han der bare pludseligt, det er så livligt med stemme og ansigt og alting. Og intet er sket. Intet. Altså. Jeg ved godt, der er sket noget, men han ved ikke, at der er sket noget. Så det er sådan lidt underligt at få sat sammen. Fordi han var sådan en spasmager, har vi alle sammen gået og sagt, at lige om lidt dukker han op. Så er det hele bare et trick. Sådan kan det godt føles lidt i drømmen.

Det, som har hjulpet mig mest, har været den her nærhed med familien. Jeg bruger noget mere tid sammen med min ældste bror og min far. Den del af familien er knyttet mere sammen. Der er kommet sådan et samlingspunkt ude på kirkegården for eksempel til højtiderne, hvor vi mødes både til jul og nytår og hans fødselsdag. Det står simpelthen som et samlingspunkt. Jeg er kun derude til højtider, jeg tager ikke derud normalt. For det første har jeg ikke brug for det, og jeg har heller ikke så meget lyst. Jeg føler ikke, jeg behøver gå derud for at tænke på ham. Og jeg vil heller ikke... og det har måske også noget at gøre med, at jeg stadig er sur og skuffet.

Smed var entreprenør, og han har bygget det hus, vi bor i. Han har lavet det hele. Det er virkelig hyggeligt, og vi er rigtig glade for det. Så vi har noget tilbage fra ham, som vi kan huske. Vi har også et par steder, hvor han har sat aftryk i huset. F.eks. et håndaftryk fra ham, som er blevet lavet, hvor at det ikke har været helt tørt. Og når lyset falder rigtigt, der kan man se, at Smeds hånd er der. Hånden er også på rullegardinet ind til Lucas værelse. Der er sådan en sort hånd, fordi Smed monterede det, og han var beskidt. Når der bliver rullet det ned om aftenen, så siger Luca også godnat til Onkel Smed. Der er hyggeligt på en måde, at man får drejet det over til, at der stadig er glæden. For det har jeg bestemt brug for, at der stadig er.

Jeg har ikke haft skyld over, at Smed begik selvmord, fordi det sidste jeg oplevede med ham var, at vi aftalte, at vi skulle afsted på ferie sammen. Vi skulle afsted på cruise til Caribien og hygge os. Jeg har heller ikke gjort det til min mission, at holde øje med folk, for at se om, de er kede af det, og om de siger, hvad de mener. For på baggrund af, hvad der skete med Smed, så må jeg sige, at jeg ved sgu ikke rigtigt, hvad jeg skal kigge efter. De der faretegn, eller hvad man kan kalde dem, de var så svage. Jeg så dem ikke. Det virker altså også meget impuls-agtigt. Man spørger jo hele tiden, hvad fanden er der foregået? Hvor er det helt sort. Men det er jo nok heller ikke meningen at finde mening i det. Man skal bare finde et grundlag for at komme videre, et grundlag for at kunne leve videre med de gode minder. For vores alle sammens liv har været sjovere på grund af Smed. På nær hans sidste gerning.

Jan Magnussens storebror Smed begik selvmord i 2009, da Jan var 36 år gammel.