Pernille Aalund

Jeg var gift med Peter i nogle år. Han var faktisk min chef. Sådan en klassisk historie hvor man arbejder tæt sammen i en periode, og så ender med at blive kærester og gift med hinanden. Det var på mange måder en meget skelsættende periode i mit liv, fordi vi byggede en virksomhed op sammen, som jeg efterfølgende fortsatte selv. Han har spillet en meget, meget stor rolle i mit liv. Han spillede også en stor rolle i mine børns liv, fordi han kom ind og var den stærke mand. Han fik meget hurtigt en stor plads i drengenes hjerter.

Men vi blev skilt, og det var ikke en specielt rar skilsmisse. Heller ikke enormt dramatisk, men det var mig, der valgte at gå og ham, der blev tilbage. Måske med et gran af såret stolthed. Og derfor havde vi relativt lidt kontakt med hinanden i en årrække. Ganske få telefonsamtaler af forskellig karakterer, nærmest ved tilfældigheder. Jeg så ham faktisk ikke, fra vi blev skilt, og til jeg fik at vide, han ikke levede mere.

Jeg blev ringet op en aften, kort tid efter det var sket. Jeg bliver ringet op af en rigtig god fælles bekendt, som også var en tæt samarbejdspartner for ham. Det, som slog mig allermest, var, hvor dybt rystet jeg blev. Hvor dybt følelsesmæssigt jeg blev berørt af det. Hvis jeg ikke selv havde oplevet den smerte, så tror jeg, jeg ville have tænkt: "Arh, I har jo ikke set hinanden i 8 år eller mere, og du har snakket med ham 5 gange". Jeg ville have været hurtig til at konkludere: 'hvor slemt kan det lige være'. Men det var slemt. Det tog frygtelig hårdt på mig. Frygtelig hårdt.

Jeg blev virkelig chokeret og dybt, dybt ulykkelig. Der sker jo det, at man gennemgår alt. Hele processen omkring det her menneske. Jeg gennemgik vores år sammen som samarbejdspartnere, jeg gennemgik vores forelskelse, vores ægteskab, vores skilsmisse. Alt. Han var en meget fantastisk, stærk, karismatisk leder. En meget stærk personlighed. En fantastisk kollega, en fantastisk ven, en fantastisk papfar. Så tanken om, at han var død alene, den matchede virkelig dårligt.

Jeg tænker, at han må have været så ensom. Han var en meget stolt mand, erhvervsleder. Han var midt i en ny skilsmisse. Hans nye kæreste havde lige forladt ham, og han havde økonomiske udfordringer. Der var mange udfordringer i mediebranchen i de her år.

Vi var mange, der snakkede og var rystede. Jeg tror, vi blev så rystede, fordi han var så stærk. Så karismatisk og stærk. Han var entreprenant, og han så altid mulighederne i det mest håbløse. Der var intet, der kunne slå ham ned. Han var den urokkelige. Men det har været med til, at han ikke har kunnet gå til folk med sine problemer. Selv hans nærmeste arbejdskolleger og hans nærmeste ven anede ingenting.

Det blev enormt hårdt, fordi alle vidste, at han må have haft det så forfærdeligt uden at dele det med nogen. Ham af alle mennesker. Vi møder jo alle sammen mennesker, der er stærke. Som har stærke personligheder, som er styrende, som er beslutningstagere. Vi ved, at de kan være pisse irriterende. Jeg er jo sikkert selv sådan én her i huset. Sådan én, der banker i bordet og siger: "Sådan skal det være, og den vej går vi". Og vi ved, den slags mennesker kan være besidderiske, og de kan være dominerende. Men de er også trygge. De er også trygge søjler i vores liv. Det er jo mennesker, man altid ved, hvor man har. Hvis de siger ja, så siger de ja. Hvis de siger nej, så siger de nej. Hele vores verden er på en eller anden måde bygget op omkring de her søjler. Det er også det, en god statsminister er. En søjle, som vi kan navigere i forhold til.

Peter var sådan en søjle. Og når sådan en søjle knækker, så skælver hele huset. Ved Peters selvmord skælvede huset for alle, selvom det var mange år siden, man havde set ham. Han var der jo bare. Han var en af de søjler, der bare står der. Det kan godt være, at vi skilles, det kan godt være, at vi flytter bygning, det kan godt være, at vi flytter land, det kan godt være, vi flytter alt muligt, men søjlen er der. Man ved, at den er der, og hvis den pludselig forsvinder, rystes vi. Prøv at tænke på Kennedys død. Folk græd jo på verdensplan over Kennedys død, fordi han var en søjle i samfundet, selvom han var præsident i et helt andet land. Med Peter snakker vi om en søjle, som knækker af sig selv. Som vælger selv at gå under. Det er voldsomt. Jeg tror, mange tænkte, at hvis han kunne gøre det, hvem kunne så ikke?

Jeg var med til begravelsen, og præsten var fuldstændig fantastisk. Jeg gik derfra opløftet og tænkte, at hvis jeg skal have noget som helst godt ud af det her, så må det være, at der er nogen mennesker, der fuldstændig eksemplarisk forstår at tackle døden og et menneskes suveræne valg. Talen handlede om alt det gode, Peter havde gjort. Og den handlede om ikke at påtage sig skyld. For det var det, vi alle sammen gjorde. Vi tænkte alle sammen "jamen tænk, at jeg har overset den her søjle".

Bagefter har jeg tænkt meget over alle de andre stærke mennesker, som omgiver mig både på arbejdet og i mit privatliv. Jeg tænker, at jeg ikke måtte overse små, skjulte signaler. At man bør ofre lidt mere tid på at gå i dybden, hvis man har en intuitiv fornemmelse af, at der er et eller andet galt. Det kan jo godt være, at det ikke fører til noget, men jeg ville have ønsket for Peters vedkommende, at der var flere, der kunne have budt ind.

Måske går tingene bare for stærkt nogle gange i vores verden. Vi lader os nøje. Vi mødes på gangen og siger "hej, hvordan går det?". Og så siger de allerfleste: "Det går godt". Og bag det, som egentlig bare er en høflig gestus, er der en helt anden sandhed, som vi aldrig får afdækket. Fordi at vi har for travle hverdage og for travle liv til at få afdækket dem.

Det har jeg tænkt meget på, også nu hvor jeg sidder i direktionen i Aller sammen med nogle rigtig stærke mænd. De har sikkert undret sig over, hvor mange gange jeg har spurgt, om de har det godt, det sidste år. Kigget på dem med helt andre øjne. Jeg tror, alfa-hannen er enormt udsat, fordi han dybest set ikke er interesseret i at dele det, hvis han har det skidt med noget.

Måske er det også vores kultur, som på mange måder er båret af en vis form for isolation. Vi er nok langt mere distancerede til hinanden følelsesmæssigt, end vi har været før. Mange af de følelser, som vi konfronteres med, dem konfronteres vi med via medierne. I langt højere grad end tidligere. Og fordi det går så stærkt, så har man ikke tid til det, der går dårligt. "Tag dig nu sammen", det tror jeg, der er mange, der bliver mødt af.

Peter har stadig sin Facebook-profil. Der er jo ikke nogen, der har slettet den. Og her i sommeren ville folk gerne sige tillykke med fødselsdagen til ham. Til hvor han nu end måtte være, sendte de tanker hen over sommeren. Når man går ind og kigger på hans Facebook-profil, hvis man er venner med ham, så ligger der jo alle billederne med ham og hans søn. Det ligger nærmest som en gravsten. Jeg har tænkt meget over Facebook. Hvis der ikke er nogen, der sletter dem, så bliver de der. Det er jo monumenter over et menneskes liv. Online monumenter. De døde får i et vist omfang lov til at leve videre, hvad jeg egentlig synes er smukt.

Pernille Aalunds eksmand Peter tog sit eget liv i 2010, 48 år gammel.