Saseline Sørensen

Christian er ikke kun min storebror, han har været ligesom en bedste ven. Vi har boet sammen, vi har rejst sammen, vi har hængt ud sammen. Hver dag. Men 6 år før han døde, fik han en depression. Han tog til New York og boede der, og da han kom hjem, var der sket et eller andet med ham. Jeg ved ikke, hvad der var sket. Han fortalte i glimt forskellige historier. Der er sket et eller andet forfærdeligt, for han ændrede karakter, da han kom hjem igen.

Vi prøvede at være der for ham. Vi havde ham alle sammen boende. Han boede hjemme hos min far og mor, han boede hos mig, han boede forskellige steder. Så tog han til Oslo og boede der i tre år. Han fik sig en kæreste og et job, og det lød til, at det hele gik godt. Jeg talte tit med ham. Så besluttede han sig for at komme hjem, og der kom han ned i et sort hul igen. Op og ned, som det er med en depression. Nogen dage helt fraværende. Han flyttede ind med min søster i et hus på Amager, og min søsters mand tog ham ud og trænede hver morgen. Fik ham i gang. Det var, som om jeg fik min storebror tilbage. Christian var varm og fantastisk, og så var han charmerende. Alle mine veninder har været forelskede i ham. Han charmede alle mennesker, og han var også en sød og god mand. Et af de bedste mennesker, jeg nogensinde har kendt. Det var jo derfor, jeg blev så tæt med ham.

Men så en morgen gik han ud langs vandet og kravlede op i en elmast og sprang ud. Det var meget dramatisk. Den sidste person, han ringede til, var mig. Den sidste person. Han havde prøvet at kontakte mig, men jeg havde for travlt til at tage telefonen. Jeg havde lige udgivet en plade. Så jeg kørte bare dobbelt tempo med at få det hele til at fungere med arbejde og min søn. Jeg så godt, at min storebror havde ringet. Men jeg fik bare ikke lige svaret ham. Og så var det, det skete.

Jeg tror, han var træt af sit hoved, og træt af ikke at kunne tage vare på sig selv. Træt af, at vi altid skulle hive ham op. Han havde en aftale med lægen om at evt. finde medicin, som kunne hjælpe hans mørke tanker, samme tidspunkt som han hoppede. Jeg tror, han battlede med sit indre. Jeg tror, han tænkte: "Nu har jeg bare gået ned af en blind vej alt for længe, og nu gider jeg ikke mere". Jeg har virkelig prøvet at sætte det op på den måde. Jeg har virkelig prøvet at forstå ham.

Til at starte med var jeg sur på ham. Jeg havde sgu ikke nogensinde forestillet mig, at han ville gøre det. Fordi vi er sådan en varm familie. Vi er sådan nogle, der altid krammer og siger "jeg elsker dig". Vi er meget sammen, og der er meget kærlighed. Så det gav ikke nogen mening for mig.

Jeg har følt meget skyld. Fordi vi var så tætte, og fordi jeg var den sidste, han prøvede at kontakte. Og fordi jeg havde så travlt i den uge op til den mandag, han døde. Der har været rigtig meget skyld. Jeg føler, at jeg ikke har åbnet mine øjne eller gjort noget. Skubbet det til side, som vi gør rigtig mange gange i livet. Men det var et virkelig dårligt tidspunkt ikke at tage ansvar for noget, jeg godt lige kunne have gjort. Jeg kunne godt lige have taget det telefonopkald. Jeg ved godt, jeg nok ikke kunne have stoppet ham alligevel. Det ved jeg godt. Men du kan ikke fjerne skylden. Den har vi alle sammen. Vi kan sige til os selv, at vi ikke skal have den. Men den er der.

Jeg siger til mig selv, at det er ok, at skylden er der. Bare jeg inderst inde godt ved, at det ikke var mit ansvar at bevare ham her på jorden. Fordi han jo selv var en voksen mand. Han havde selv ansvar for sit liv. Men skylden vil altid være der, og jeg lader være med at prøve at stoppe den. Jeg vil godt have min skyldfølelse. Jeg kunne godt have gjort noget mere. Jeg er et godt menneske, og jeg gad godt, at jeg lige havde været der noget mere for min bror. Jeg tænker, at jeg godt må tænke alle de forkerte tanker, og at jeg godt må have alle de forkerte følelser. Jeg må godt være ked af det, og jeg må godt være i mit sorgmodige state of mind i en dag eller 3, hvis jeg har lyst til det. Men så rejser jeg mig op, og så har jeg det bedre bagefter.

Jeg synes, vi har været gode til at tale om ham i vores familie. Vi er ikke 'in denial' omkring, at han ikke er her mere. Han har gjort en forskel. Han har givet os kærlighed. Det kan være en duft eller en sang, der minder os om ham, og så taler vi, som om han er her stadigvæk. Selvom han ikke er hos os, så føler jeg, at han er her.

Sorgen vil altid være der, og jeg kan altid komme til at græde. Men jeg kan også komme over til de glade minder. Og det er dem, jeg gerne vil huske og bevare. Jeg kan godt leve med, at han ikke er her. Det er meget bedre, at han ikke er her, end at han blev ved med at være i det stadie, han var i. Det er ikke, fordi jeg siger, at det er godt at begå selvmord, men jeg må jo acceptere det og respektere, at det var hans valg. Det var hans liv. Men jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvor forfærdeligt han havde det indeni, siden han havde lyst til at gøre det. Det var ikke sådan, han skulle have det. Han skulle have været bedre til at tale om det. Der er mange mænd, der har svært ved at tale om tingene. Jeg synes, det er vigtigt, at man også viser sit ærlige jeg, så man ikke hele tiden 'pretender'. Fordi det er der, filmen knækker for folk, hvis de hele tiden 'pretender'.

Jeg kan mærke, at der er nogle ting, der har ændret sig inde i mig. Jeg har fået nogle livsværdier, som betyder alt. Jeg kan sagtens være med i medieræset, men i år har jeg sagt nej til alting. Jeg har prøvet at tage valg ud fra, hvad der ville gøre mig glad. Ikke hvad der ville give mig flest penge. Ikke hvad der ville give mig mest succes. Ikke hvad der ville sætte mig i bladene. Bare hvad der kunne gøre mig glad. Jeg skulle have lavet "Vild med dans", som er en skide sjov oplevelse. Men jeg sagde nej tak, det passede bare ikke ind. Det føltes ikke rigtigt, og jeg har lært at lytte til mig selv. Og så har jeg sagt til mig selv "min søn er kun 3 år én gang. Det er fandeme okay, jeg er husmor". Så jeg prøver bare at være et menneske. Prøver at være et stærkere menneske. Prøver at tage kontrol over mit liv. Jeg er en voksen kvinde, nu hvor jeg har et barn. Min søn Sean, han har givet mig så meget styrke. Han har lært mig, uden at vide det selv, at være bedre mod mig. For hvis ikke jeg har det godt, så kan jeg ikke stå op og være velfungerende overfor ham. Så jeg er blevet 10 gange bedre over for mig selv efter at have fået barn. Og det elsker jeg.

Jeg har haft nogle livsoplevelser, som har givet mig nogle slag. Men jeg har rejst mig op igen, og jeg står stærkere nu. Jeg tror på, at man kan vende dårlige ting, der sker, og bruge dem så det gavner. Det er min tro, at man kan blive nødt til at gøre det, for der vil altid ske dårlige ting i ens liv.

Efter Christians død har jeg fundet ud af, at man aldrig kan dømme en person bare på at kigge på ham. Der er så meget bagved, som vi går og battler med. Der er virkelig mange mennesker, der stopper mig eller skriver til mig på grund af det her. Det er ikke, fordi de vil pådutte mig deres problemer, men de føler ligesom en samhørighed, eller at de kan connecte med mig. Jeg vil også gerne hjælpe dem videre, for det er vigtigt, at de taler med nogen, Livslinien for eksempel. Jeg håber, jeg kan være med til at aftabuisere emnet ved at være åben om det og sige til folk at ”sørg nu for at få noget hjælp”.