Stine Bosse

Min mor var englænder og voksede op i London under krigen. Hun kunne fortælle historier om, hvordan hun om morgenen gik ud og kiggede efter hvilke huse, der nu var væk. Hun kunne også fortælle historier om, hvordan hun sidder inde i spisestuen og giver den yngste af sine små søskende sutteflaske og pludselig tænker "nej, jeg må hellere sætte mig ud i køkkenet". To minutter efter er hele deres spisestue raseret af en bombe. Hun har haft nogle frygtelige traumer, som har været fuldstændigt ubehandlede.

Min mor var et helt fantastisk og nærværende menneske, når hun havde det godt. Hun havde lange rigtigt gode perioder, men hun led også af depressioner. Første gang jeg for alvor kan huske, at hun var dårlig, var jeg vel 8 år.

Hun havde haft et lidt halvhjertet selvmordsforsøg mange år før hun døde, men da hun for alvor begik selvmord, var det effektivt. Så ville hun det. Hun havde skrevet afskedsbrev og det hele. Det sidste i brevet var skrevet med blyant. Det var til mig. Hun skrev, at hun håbede, at jeg kunne klare det. Hvordan kunne hun forestille sig det. At jeg skulle kunne klare det?

Men med årene har jeg fået min egen lille lommefilosofi. Det med at tænke: "Bare hun var her", eller "tænk hvis hun havde set det og det", det kan man ikke bruge til noget. Selvfølgelig skal man give sig selv lov til at have tanken, men der er så mange ting, som former én som menneske. Og måske er det de ting, der gør mest ondt, der former én allermest. Når man er midt i det, kan man ikke se det. Man skal heller ikke bruge kræfter på det lige der. Men jeg har følt en enorm forpligtelse til at det ikke skulle ødelægge resten af mit liv, både i forhold til min mors død, og andre alvorlige ting i livet. Jeg følte allerede dengang en meget stærk forpligtelse til at finde en vej igennem også i relation til mine børn. Jeg måtte finde ud af, hvordan jeg kunne bruge det konstruktivt. For det var dybest set det, hun ønskede, og det tror jeg faktisk også er sket.

Jeg tog processen meget alvorligt og fik hjælp, og jeg er selvfølgelig vendt tilbage til det mange gange i løbet af mit liv. Jeg tror, at jeg har en robusthed og en følsomhed, som har hjulpet mig. De to ting hænger meget sammen, robustheden og følsomheden. Jeg er tættere i forbindelse med mig selv, end mange andre mennesker er. Jeg har gjort meget ud af at holde fast i mig selv hele tiden, også igennem det job jeg fik. Der er rigtig, rigtig mange, der slipper jordforbindelsen i sådan et job. Det har jeg ikke ønsket. Jeg er blevet boende i mit gamle hus, og har kendt mine gamle venner i mange år. Jeg har aldrig blandet mine venner og forretningsforbindelser sammen, og jeg tror, det har været medvirkende til, at jeg har kunnet holde fast i mig selv.

Jeg har haft en evne til at være tro imod mig selv, og jeg tilskriver det meget min mor. Når min mor var stærk og havde det godt, så var det det, hun var allerbedst til. Lige præcis dét at være tro mod sig selv. Det er noget af det, jeg har været nødt til at cherrypicke: De gode ting hos hende, der også skal være det stærke inde i mig. Det har ikke altid været en nem proces at holde fast i de gode ting hos hende. Jeg var så skuffet over hende. Jeg var så desillusioneret. Jeg var så forladt. Det var en forbandelse, fordi man får lyst til at sige "Gå væk. Jeg vil slet ikke have noget med dig at gøre". Men det er det eneste, man ikke må. Fordi hun jo nok er den vigtigste person i mit liv.

I dag er det klart for mig, at jeg har alle mine grundværdier fra min mor. Hele mit værdisæt.
Min mor er jo vokset op med at ville en bedre verden. Vokset op med at ville gøre noget for, at krigen ikke skulle gentage sig. Da jeg var ti år, var jeg med mine forældre i New York og så FN bygningen for første gang. Der stod hun og pegede på bygningen og forklarede mig, hvad FN var, og hvor vigtigt det var. Alle de grundværdier har jeg fået med mig, og måske har jeg fået dem med endnu stærkere, end hvis hun havde levet.

Jeg tror også, at det hele har givet mig en meget stor evne til at tage ansvar. Og lyst til at tage ansvar. Ikke nødvendigvis hendes selvmord i sig selv, men hendes tidlige udfald, hvor jeg, helt klassisk, bliver den voksne. At tage ansvar, det kan jeg til overmål. Det er en stærk drivkraft for mig, som jeg også har måttet arbejde med engang imellem. Jeg øver mig på at kende grænsen og vide, hvornår noget ikke er mit ansvar.

Jeg har også kunnet bruge alt det her i mit arbejde. Jeg blev leder første gang et år efter min mor døde, og allerede dér hørte jeg fra mine medarbejdere, at jeg kunne noget, som mange andre på min alder ikke kunne. Der var også meget, som jeg ikke kunne leve op til, men jeg har fået en stor forståelse for andre mennesker. Jeg ved, hvor svært livet kan være.

Da min mor døde var jeg 27 år, jeg havde en mand og mine to døtre, der på det tidspunkt var knap 3 og 5 år. Det værste var, at hun havde forladt mine døtre. De elskede hende højt, hvordan kunne hun dog forlade dem? I starten fortalte jeg dem ikke sandheden, jeg sagde, at hun var død af noget andet. Jeg magtede ikke at fortælle dem sandheden. Jeg magtede heller ikke, at de var med til bisættelsen. Men den største fik mareridt, og hun ville ikke se på billeder af sin mormor. Hun sagde til sin lillesøster, at hun ikke skulle se på billederne, for så fik hun det bare dårligt. Jeg talte med min psykolog om det, og hun sagde, at næste gang hvor de spurgte, eller hvor det faldt naturligt, skulle jeg sige sandheden til dem. Det gjorde jeg så, og det hjalp. Den ældste tegnede en tegning til sin mormor og ville bagefter gerne på kirkegården og aflevere den. Og så græd hun. I fire timer. Og mareridtene - de holdt op! Hun har selvfølgelig hørt brudstykker af samtaler og fået oplysninger, som hun ikke har kunnet få til at passe sammen, og først da hun fik den rigtige forklaring, kunne hun falde til ro.

I forhold til mig selv var det værste vel, at jeg mere eller mindre blev forældreløs, da min mor døde. Min far var der, og han var på mange måder en stor inspirator, og han har påvirket mig med mange andre gode ting. Men den der klassiske forældrerolle, et sted at gå hen og bare blive lille bitte, det magtede han ikke. Det kan jeg savne noget så frygteligt. Jeg havde en farmor, der kompenserede. Hun var 80 år, da min mor døde, og hun blev 99,5. Da det skete, talte vi ikke om det på den måde, men da hun var omkring 90, kunne vi tale om det. Hun sagde: "Jeg tager en tur til". Hun fik en mission. Så hun fyldte meget ud.

Jeg holder nok til mere end de fleste. Det tror jeg. Og jeg tror igen, det hænger sammen med at være tro imod sig selv, tro imod sine egne grænser. Jeg er meget klar på, at der kan være meget langt hen til mine grænser. Jeg er på mange måder et meget rummeligt menneske. Men hvis der så er noget, der ikke er i orden, hvor jeg føler at en grænse bliver overskredet, så reagerer jeg meget kraftigt.

Hvis jeg skulle give andre i samme situation et råd, så er det for det første at tale om det.
Lad os nu blive af med det tabubelagte problem. Fordi det er så omfattende. Alene depressionen har jo elementer af et lille selvmord. Så kan vi ikke holde op med, ikke at kunne tale om det? Snak om det. Vær åben med det. Fortæl om det. Lad være at være flov over det. Det er jo meget mere almindeligt, end man tror.

For det andet ville jeg sige til andre i samme situation: Vær dristig i fase ét med at få det bearbejdet. Man kan aldrig komme over det. Men man kan komme igennem. Og vær ambitiøs omkring, at det skal vendes til noget konstruktivt. For det kan man faktisk godt. Man tror det ikke, og man tænker "det var da noget mærkeligt noget at sige. Det er et menneske, der er dødt." Men hvis man tør se på mennesket og tilgive det og forholde sig til det, så kan der faktisk være store gaveelementer i det. Det er det, jeg har forsøgt at gøre det til.

Stine Bosses mor begik selvmord som 54årig i 1987 da Stine var 27 år.